// Anmeldelse: Vi skal tale om racisme og klasse //

Titel: En skøn alder              Form: Roman               Forfatter: Kiley Reid               Sider: 304                Forlag: Gads Forlag              Oversætter: Siri Ranva Hjelm Jacobsen               Udgivelsesår: 2020

På formfulendt vis dissekerer Kiley Reid i den oversatte ”En skøn alder” white privilige, rascisme, klasse og tykfobi, for bare at nævne nogle af de vigtigste temaer, dette intelligente og vægtige værk sætter på dagsordenen. 

Vi følger i denne fortælling Emira, som er en 25-årig kvinde, der babysitter den lille pige Briar i en privilegeret og økonomisk velstående hvid familie i Philadelphia, Pennsylvania. Hun udsættes for rascisme i et ”hvidt rigmandssupermarked”, hvilket er bogens udgangspunkt, og herfra følger man Emira og hendes veninder og deres gang i verden samt familien Chamberlain, særligt moderen Alix, som Emira babysitter hos. Der kommer forviklinger, der er åbnet op for dramaet, og det er hektisk spændende læsning.

Hvidt privilegium er et faktum, der desværre lever i bedste velgående anno 2020 (da bogen udkom), ikke mindst i USA. Det formår Reid på bedste vis at illustrere via de racistiske handlinger og reaktioner, der optræder i værket. Reid rammer virkelig en tone i tiden med bloggere, ungdom, tykhedsforskrækkelse og det priviligerede moderskab. Det interessante ved denne bog er, at den også behandler klasse anno 2020 og udfordrer kapitalismens blogger- og influencerkultur, hvorfor den sætter vigtigheden af klasseforskelle på dagsordenen. Og at klasse også oftest afhænger af farven på huden, hvilket er skræmmende aktuelt. 

Værket er velskrevet, humoristisk og dødspændende. Hvorfor ikke skrive en spændingsroman, der indeholder væsentlige emner? Racisme behøver ikke blive tungt og kedeligt formidlet, og det demonstrerer Reid på allerfornemmeste vis med ”En skøn alder”. Nogle ville nok kalde den poppet, jeg synes derimod det er forfriskende læsning om tunge og alvorlige emner, der kræver oplysning og handling.

En bog jeg vil anbefale til alle. Du bliver underholdt, klogere og får måske nogle aha-oplevelser undervejs – what’s not to like?  

// Spot på en forfatter: Linus Carlsen //

Linus Nicolaj Carlsen er født i 1983 og opvokset i Vanløse og Brønshøj. Han studerede litteraturvidenskab på Københavns Universitet fra 2008-2015. Efter endt uddannelse blev han ansat som ekstern lektor på Institut for kunst og kulturvidenskabog arbejder stadig her. Han var medindehaver af boghandlen Minus 1 i Den frie udstillingsbygning fra 2016-2018. Desuden er han medstifter af boghandlen og udstillingsstedet Bladr, som stadig eksisterer.  

I 2007 debuterede han med ”Genskær” på Det Poetiske Bureaus Forlag. I 2010 udgav han  ”Pantomime” ved samme forlag, og ni år efter, i 2019, udkom hans digtsamling ”jeg er blevet et hylster” på Arkiv for detaljer (læs min anmeldelse af digtsamlingen her).

Det er ikke kun litteratur, Linus beskæftiger sig med. Han laver også musik. Han har blandt andet lavet musik med musiker og forfatter Martin Hall, hvor han både har været komponist og musiker, senest med singlen ”Services rendered” fra 2018, hvor b-siden ”Not amused” er Linus’ bidrag.

Jeg kontaktede Linus via Messenger og spurgte, om han var med på at lave et lille e-mailinterview, og det var han. Nedenstående er, hvad der kom ud af korrespondancen:

 Du har læst litteraturvidenskab. Har du altid interesseret dig for litteratur? 

Jeg ved ikke helt, hvornår jeg fattede – hvad kan man sige – en ’rigtig’ interesse for litteraturen. Det tidligste jeg kan huske, er at læse Tolkiens Ringenes Herre som barn i sommerhuset, men jeg tror at min første WOW-oplevelse var (ikke særligt rock’n’roll…) Jostein Gaarders Sofies verden. Jeg kan huske at jeg læste den færdigt på bagsædet af bilen, og jeg måtte lægge mig ned på sædet bagefter fordi jeg synes det var så eksistentielt rystende. Jeg har vel været omkring 12-13, I guess. Det var nok det første tilfælde af en mere grundlæggende rystelse ved mødet med litteraturen; en oplevelse af, at skriften helt fundamentalt kunne ændre ens virkelighedsopfattelse. Mødet med Samuel Becketts værker senere hen, var nok kulminationspunktet. 

Hvornår begyndte du selv at skrive? 

Jeg begyndte at skrive i slutningen af folkeskolen. Jeg skrev en eller anden novelleagtig ting, som jeg gav til min klasselærer, kan jeg huske. I løbet af gymnasiet, og i takt med at jeg begyndte at fatte en stærkere interesse for musik, begyndte jeg også at skrive poesi nede i kantinen på Sankt Annæ (in a teenage-angst kinda way). Efter udgivelsen af min prosasamling Pantomime i 2010, havde jeg totalt fået nok af mine egne ting – det gav mig deciderede allergiske reaktioner – men også med det litterære miljø, som jeg befandt mig i på det tidspunkt. Så uden at det som sådan var en aktiv beslutning, holdt jeg helt op med at skrive i godt og vel syv år; det første pip til jeg er blevet et hylster kom omkring 2017. Og som i øvrigt var et radikalt andet udtryk.

Hvad var din vej ind i skriften?

Det besvarer nok også til dels dit andet spørgsmål – om vejen ind i skriften: Jeg tror i meget høj grad, at musikken på en måde har været fødselshjælper for den bevægelse. Skrift og musik hænger, for mig, meget tæt sammen. Det nærmest man kan sige er nok, at det de har til fælles er klang. Ord og toner klinger på en bestemt måde, de skaber kontakt – både mellem hinanden, men også mellem os. De fylder det tomme – eller, det er måske at sige det forkert: De ’lader’ det tomme, som en magnetisk spænding. De får tomrummet til at sitre, gør noget tilstedeværende. Ordene gør opmærksom på sidens tomhed på samme måde som tonen peger på stilheden. Begge dele er en klanglig henvendelse, kunne man måske sige. Og den måde hvorpå begge aktivt arbejder med tavsheden, tiltaler mig meget.  

Du er et meget kreativt menneske. Hvad er din drivkraft? 

Jeg ved ikke om jeg er så kreativ – det meste af tiden finder jeg mig selv helt ufattelig banal. J Men hvad angår drivkraft, har det nok noget at gøre med, at verden (og mennesker især) undrer mig helt enormt. Det meste af tiden føles det som om, at jeg er dumpet ned på en fremmed planet. Så det at skrive er helt klart (også) et forsøg på at forstå en verden, som jeg finder dybt mærkværdig. Det er en måde at håndgribeliggøre min følelse af udsathed, tror jeg – en måde at få hånd om denne her vage fornemmelse af fare og forvirring. 

Men du er jo kreativ. Tror du alle kunstnere føler sig banale? Og hvad gør du ved den følelse, når den opstår?

Jeg vil næsten sige, at alle kunstnere burde føle det ind i mellem – ellers kommer de simpelthen for meget op i deres egen røv (ja undskyld). Selvom det er komplet uudholdeligt når tvivlen lægger sig som en grå dyne over det hele, tror jeg at det i en vis forstand er sundt. Selvom jeg naturligvis misunder folk, der har komplet tiltro til deres eget værk konstant. Jeg har efterhånden fundet ud af, at når det sker – just walk away. Jeg skal lægge tingene fra mig, som regel resten af den dag, for der kommer intet godt ud af det, når banaliteten banker på. Så skal tingene lades i fred for en stund. 

Mega imponeret over, at du laver musik med Martin Hall. Stor fan. Elsker hans musik og litteratur. Er du den kvindelige udgave af Martin Hall (nu driller jeg)?

Martin, ja…Jeg mødte Martin ved at være fræk nok til at lyve mig backstage til et kulturnatsarrangement på Gyldendal. Jeg blev nødt til at fortælle ham, hvor meget jeg holdt af Den sidste romantiker, hvorefter han galant inviterede mig på et glas vin ovenpå. I løbet af de efterfølgende år, hvor vi sås og skrev sammen fra tid til anden, opfordrede han mig til at sende ham noget af det musik, jeg arbejdede på – hvilket var helt vildt for mig, ikke mindst fordi jeg har absolut nul tiltro til mine egne kunstneriske værker. Og det blev så starten på sådan et afslappet, fra-tid-til-anden samarbejde mellem os. Alt dette for at svare: Jeg tror at Martin er den kvindelige udgave af Martin. Og det er måske noget, vi deler (uden at lægge ord i munden på ham): En dyb forundring over ’maskuline’ idealer. Jeg har helt klart nemmere ved at forholde mig til kvinder end til mænd. Måske det er et svar på et andet spørgsmål, men jeg bliver altid så medrevet når jeg skal tale om Martin. Han er for mig at se alt for undervurderet i den brede offentlighed; og så sætter jeg meget stor pris på ham som menneske.

Skriver du på noget i øjeblikket?

For tiden har det kreative desværre ligget stille, da jeg har haft et travlt efterår på arbejdet (apropos at balancere tingene…). Jeg er startet på en ny digtsamling, som jeg skrev de første udkast til i løbet af sommeren – det er planen at genoptage dét, når jeg får mere tid efter nytåret. Lige nu skriver jeg desværre mest emails…

Hvad er din drøm med skriften?

Jeg ved ikke helt, hvad min drøm med skriften er. At skrive det perfekte digt, måske; i klar bevidsthed om umuligheden heraf.

Hvordan balancerer du dit professionelle liv, dit personlige liv og samtidig får tid til musik og litteratur? Jeg forstår ikke, hvordan folk gør det.

Sandt at sige piner det mig en del fra tid til anden, at jeg ikke har mulighed for at dedikere al min tid til musik og litteratur – altså at jeg bliver nødt til at lave rugbrødsarbejde. Nogle dage kan forsvinde så totalt i emails og planlægning og møder, at jeg kan tænke ”Nu er det definitivt slut med inspirationen.” 

Men jeg ved også, når jeg tænker mig om, at det er en falsk problemstilling, jeg har indarbejdet: Idéen om at du skal nå så-og-så meget inden du bliver så-og-så gammel. Når jeg befinder mig i denne ’falske’ bevidsthed, kan jeg blive frustreret over, hvor lidt jeg synes at have (op)nået. Omvendt: Hvad er det jeg tror at jeg skal nå? Efter at jeg begyndte at skrive igen, efter den nævnte lange pause, prøver jeg at være meget forsigtig med at presse ting igennem – ordene skal have den tid det tager, også til at ligge uberørte et stykke tid. På den måde er jeg privilegeret i den forstand, at jeg har et arbejde, som jeg for det meste sætter pris på; og det betyder at jeg ikke behøver at haste noget igennem; at jeg gør det for min egen skyld. Så det er næppe afbalanceret, men det fungerer. På sine egne præmisser.

Hvad er det ved Samuel Becketts værker, der ryster dig eksistentielt? Hvad kan han som forfatter i din optik?

Hmm, den er straks sværere…Det er blandt andet noget med, at man går ind til litteraturen med nogle bestemte forventninger og forforståelser, og Beckett har det med at underminere disse hele tiden. Han fjerner hele tiden grunden under fødderne på én. Derudover er der simpelthen så stor en sorg og ensomhed (men også humor!) i hans værker, som jeg ikke på samme måde er stødt på andetsteds. I don’t know – det taler bare til et eller andet helt fundamentalt i mig. Hans værker er på en og samme tid det mest grå og det mest poetiske. 

Når musik og litteratur hænger så meget sammen, som for dig, hvordan adskiller du så udtrykkene? Er der noget, du bare ved, skal være musik eller litteratur, eller hvordan er din tilgang til de to udtryksformer?

Det kommer meget an på, hvad jeg lige har foran mig. Begge dele stammer fra det samme, en fornemmelse. Det er nok først når den givne udtryksform ikke virker, at jeg ved at det måske skulle have været den anden. 

Jeg elsker også Den sidste romantiker af Martin Hall og fangirler helt vildt over ham. Og JA, han er klart undervurderet både på musik- og litteraturscenen. Har I noget på bedding sammen, eller ligger det stille (nu tænker jeg ikke kun på corona, men det med, at du ikke har så meget tid til dit kunstneriske virke i en travl hverdag)?

Efter vores sidste korrespondance skrev jeg faktisk til ham, da det var ved at være længe siden – du ved, bare for at høre hvordan han havde det. Og det endte med at jeg sendte ham et lille klaverstykke, som jeg egentlig havde opgivet. Så, hvem ved? 

Det glæder mig at høre, at du er i gang med en ny digtsamling! Vil du på nogen måde løfte sløret for noget af det, du arbejder med, eller er det for tidligt?

Nok lidt for tidligt; jeg har ikke selv greb om, hvad det er. J Ved bare at det er nogle lidt andre tematikker, det drejer sig om. Prøver at komme mere væk fra personlige pronominer. 

Mit sidste spørgsmål kan måske virke banalt, men jeg synes, det siger noget om en person, så here goes: Hvem inspirerer dig (ud over, at mennesket og verden er mærkværdig?)

Martin H (naturligvis), Sapfo (hendes digtfragmenter er det mest fantastiske, især i Anne Carsons oversættelse), Paolo Sorrentinos film (især La Grande Bellezza og Youth), Nick Cave, Inger Christensen (everybody loves IC!), Scott Walker (The Drift er en af mine yndlingsplader), Beckett som sagt, Josefine Klougart, Maurice Blanchot, David Sylvian, Paul Auster, William Burroughs – altså, jeg kunne i virkeligheden nok blive ved, så jeg stopper bare her.


Tak for interviewet, Linus.

// Anmeldelse: Hvem besynger gudinden, hvis ikke hende selv? //

Titel: Den nye spejltrådskaserne              Form: Digtsamling              Forfatter: Cecilie Lind

Sider: 99             Forlag: Escho              Udgivelsesår: 2020

Cecilie Lind (f. 1991) er tilbage i den tempofyldte stil med en digtsamling, der mere minder om en lang digression. ”Den nye spejltrådskaserne” er efterfølgeren til langdigtet ”Mit barn”, 2019 ( – læs min anmeldelse af ”Mit barn” her).

I nærværende digtsamling er vi tilbage ved den helt særlige Lindske stil, der er energisk, fabulerende og syleskarp. Vi følger jeg’et: Moderen, datteren, elskerinden, kæresten, gudinden. Jeg’et besynger sin egen storhed, og ”skam få dem som vover at tvivle på min udødelighed”, som der står på bagsiden. På sin helt egen måde leger hun med det danske sprog og dets muligheder. Netop derfor fik hun også Modersmålprisen 2020 i kølvandet på udgivelsen af nærværende digtsamling, og det forstår jeg virkelig godt. Se for eksempel efterfølgende citat: 

”tiden, og også: skulderbladene som de bevæger sig bag huden, skrumler rundt som præpubertære vinger, især når man skal op på tå, det skal man for at kunne nå: grenen, og dermed: æblet, et æble man vil plukke, dernæst spise, med det formål:

at:

styrke hjertet, et mere robust hjerte er det man efterstræber, så skal det slå en masse slag for frigeden, for hvilen, at lade i fred:

barnet der bebor mig med al sin glans og al sin magerhed og al sin ambition om at blive til nogen, barnets smil og barnets hjerte har jeg fortæret og nu mugner smilet og hjertet langsomt bort indeni mig, og deraf kommer min dårlige ånde, og deraf kommer håbet om en dag selv at blive det barn der er forgudet, men for al fremtid, mistet 

ønsket: at være en smuk tragedie

og frarøvet modningen

og frarøvet ansvaret

jeg blev sat i pleje og så verden forvitre mens jeg blev plejet frem af uniformerne, uniformerne der klædte mig usigeligt

jeg fløj”. 

Lind tager de små personlige ting og hæver dem op på almengyldigt niveau. Hendes sprog flyder så legende let, at man skulle tro, hun aldrig havde lavet andet. Og måske er det sådan. 

Digtsamlingen er ikke let-læselig. Jeg tror kun, jeg talte et punktum i digtsamlingen. Den er også udgivet på det fantastiske nicheforlag Escho, som udgiver det, ”der ikke passer ind andre steder”. Og på den måde tænker jeg, at det er det perfekte match. Det er en digtsamling for de kræsne, dem der virkelig forventer at blive udfordret, og så er omslaget jo også bare lækkert. Bogen emmer af coolness.  

Tilbage til det ophøjede jeg, der kender sin egen storhed, men det er bestemt ikke uden problemer. Det kæmper med dårlig selvtillid, angst, spiseforstyrrelse og det faktum, at jeg’et elsker for meget. Både sit barn, kæresten og livet, for selvom det kan virke, som om jeg’et har et dødsønske, skal man ikke lade sig narre; Det er fuld af iver efter livet, det er som en dans, hvor jeg’et forsøger at finde en rytme og en balancens kunst for at få alle jeg’ets roller til at spille sammen i mere eller mindre skøn forening. Lind er desuden ikke bange for det grimme; Den dårlige ånde, incesten, de dårlige relationer. Hun lægger fingre imellem på en umærkelig måde, så man netop forstår alvoren af en given situation. Og det er netop en af de ting, hun kan: Lægge fingre imellem, så man netop får en flig af alvoren, og derfor virker det så meget desto stærkere. Ikke at hun ikke er direkte, det er hun, det er mere udførslen, der giver den her følelse af at uha, her er der noget, der ikke er så godt. Den der fornemmelse af at træde på æggeskaller. Jeg’et fremstår samtidig enormt skrøbeligt og afhængig, men med stor slagkraft og et enormt hjerte.   

Har du hidtil nydt Linds forfatterskab, vil du også kunne lide ”Den nye spejltrådskaserne”. Vil du gerne undres, have noget at tænke over og ikke bare have det hele serveret på et sølvfad, så er Lind din digter. Med denne digtsamling viser hun i hvert fald, at hun stadig er i topform. Stor anbefaling.   

// Anmeldelse: Drømmende dystopi //

Titel:   Står på tæer under vand.   Form:   Digtsamling.   Forfatter:   Daniel Boysen.   Sider:   89.   Forlag:   Forlaget Silkefyret.   Udgivelsesår:   2020.

Med ”Står på tæer under vand” skriver Daniel Boysen sig ind i tiden med digte om en fremtid under vand. De stemningsfyldte digte danner sammen med smukke illustrationer af fotograf Mariana Gil en helt unik følelse af drøm og dystopisk fremtidsscenarie i ét. 

Boysen har endnu engang begået en helstøbt digtsamling, der denne gang kan betegnes som økopoesi, da der er mere natur end menneske i digtene. Hvis digtsamlingen var en film, ville det være en katastrofefilm, men med iltert blomstrende kærlighed til det fænomen, der tager over, nemlig havet. I digtene udfolder der sig en verden under vand, hvor fisk svømmer side om side med højhuse og tangplanter. Et scenarie, hvor havet fuldstændig har opslugt verden, som vi kender den. Se for eksempel nedenstående digt:

”havene stopper

med at lytte

til kysten

bølgerne lægger sig

som højhuse

en fisk bor

øverst oppe

med udsigt

til vandet”.

Eller:

”går rundt

i koralmarkerne

min hud

mod de blege 

kolonier

under mig”.

Digtsamlingen er opdelt i tre dele: Havene æder alt; Falder, falder; og Solskin i den blindes stue.

Første del er digte om havets indtog i vores verden. Anden del tolker jeg som, at vi gør os skyldige i den synd at ødelægge naturen (falder, falder = syndefald? Uden at teksten i øvrigt skal læses som religiøs.). I tredje del introduceres vi til et ”du”, og det er det eneste andet menneske i digtsamlingen. De sidste mennesker i verden, eller de første?

Et spor i digtsamlingen er jeg’ets dødelighed: ”Hvordan føles det et uddø?”, ”Ikke død, døende” og ”Så længe man danser kan man vel ikke dø”. En slet skjult henvisning til vores overforbrug af naturen og planeten, der kan ende med at udslette os, vende sig imod os som hav. Ikke kun at dø som enkeltindivid, men som race. En svimlende, skræmmende, men nærliggende tanke, hvis vi som mennesker ikke ændrer kurs. Digtsamlingen kan således sagtens læses som samfundskritik; at vi ikke tager klimaforandringerne alvorligt. At vi skal handle nu, hvis vi ikke vil gå en ilde skæbne i møde.

Boysen maler billeder og stemninger frem med meget få ord. Digtsamlingen er ordknap, men måske derfor desto mere virkningsfuld. Der er en hel verden af billeder, som digtene laver afsæt til. At læse Boysens digte kan sammenlignes med at drømme, med de fantastiske elementer, der opstår undervejs. Og jeg’et henviser også til egne drømme, eller er det mareridt? Det er svært at sige, men det er under alle omstændigheder et ualmindeligt smukt værk, man skal unde sig selv at læse.

Som en ekstra bonus, og det er det virkelig, har Boysen og musiker Martin Lau indspillet Boysens oplæsning af digtsamlingen med Laus drømmende, melankolske synth. Jeg lyttede til den i går aftes, hvor jeg lå i mit mørke soveværelse med lukkede øjne, og det var som at svæve væk i zen og blive opslugt af en anden verden. Enormt meditativt. Så hermed en kæmpe opfordring til at lytte til ”Står på tæer under vand” på Spotify. Digtsamlingen får lige en ekstra dimension, når den udfoldes som lyd, og det klæder den kun. 

Alt i alt en helstøbt, smuk og meget indsigtsfuld digtsamling, jeg vil anbefale alle, der elsker digte at læse. Og så selvfølgelig lytte til lydsporet. Du vil ikke fortryde det.   

//Anmeldelse: Et magisk take på novellegenren //

Titel:   Månelandskaber.   Form:   Novellesamling.   Forfatter:   Jens Rosenbirk.   Sider:   142.   Forlag:   Brændpunkt.   Udgivelsesår:   2020.

Forfatter Jens Rosenbirk debuterer overbevisende med novellesamlingen ”Månelandskaber”, der er et blik ind i liv, der vanskeligt lader sig definere, idet Rosenbirk balancerer på et knivsæg, hvad angår virkelighed og fantasi. 

”Månelandskaber” består af ti noveller, der alle på den ene eller anden måde berører en introvert, ensom og/eller isoleret hovedperson, der efter bedste evne forsøger at leve et for hende/ham godt liv. Fælles for hovedpersonerne er, at de har et rigt indre liv, hvilket udmønter sig i store forestillingsverdener, og som læser kan det godt være svært at skelne imellem, hvornår der er tale om personernes tanker og de faktiske handlinger, men det er et spændende greb, som ligger ovre i den magisk realistiske boldgade, og som er med til at skubbe til vores forventning om, hvad novellen er og kan.

Som læser kommer vi ind i hovedet på protagonisterne og ser deres tankemønstre folde sig ud. Der er ikke meget show, men enormt meget tell, og normalvis ville jeg ikke bryde mig om den form, da den meget nemt kan blive for udefinerbar, men i denne novellesamling, og med Rosenbirks skrivefacon, fungerer det bare. Jeg kan simpelthen ikke sætte en finger på, hvad det præcis er, der gør, at det bliver så godt, men det er det virkelig. Sproget er flydende og måske på en måde distanceret fra sig selv, og det holder hele vejen i banken. Se for eksempel den lethed, der er over nedenstående citat (fra novellen ’Tegn’):

”Han forlod butikken med sin grimme trøje i en pose. Han gik stadig på sin irriterende, ligeglade måde. Han var nu begyndt at stoppe op og se ind ad alle butikkernes vinduer på sin vej. Han måtte have god tid.

                      Endelig, efter lang tids vindueskiggeri ændrede situationen sig. Han så på sit ur og begyndte at gå hurtigere. Jeg måtte anstrenge mig for at holde trit med ham, og så skete det, som ikke måtte ske. 

                      Han gik ned i undergrunden, og jeg fulgte efter ham derned.”

Udover den her ubesværethed hvormed Rosenbirk skriver, så er han også virkelig god til at opbygge suspense, og der er nogle få horrorelementer i nogle af teksterne, hvilket kun gør dem bedre.

Rosenbirk mestrer novellegenren, idet der ikke er overflødige sætninger og ord, alt er tiltænkt en plads i systemet, som skriften er. Han sprænger i og for sig rammerne for, hvad en novelle kan, idet han introducerer verdener, der er ukendte, og det skulle man ikke umiddelbart tro ville fungere som novelleform, da formen jo er kort, men man kan sige, at novellerne er afsluttede, men dog står som åbne munde til fri fortolkning. Man kan læse meget ind i novellerne, hvis man holder tungen lige i munden, og kan tage dem som et springbræt til videre læsning. 

Jeg må sige, at jeg ikke tror, vi har hørt det sidste til Rosenbirk, han er slet ikke færdig med at fortælle! Og måske kaster han sig endda over romanen, hvor endnu større forestillingsverdener kan udfoldes. Man kan jo håbe. Det er i hvert fald en forfatter, jeg vil holde øje med. Anbefales til alle med kærlighed til novellegenren.   

// Anmeldelse: Det syge sind har fået endnu en stærk stemme //

Titel:   Imens jeg blev til noget andet.   Form:   Roman.   Forfatter:   Karen Stenlev.   Sider:   74.   Forlag:   Forlaget Forår.   Udgivelsesår:   2020.

”Imens jeg blev til noget andet” er en lille roman med stort format. Karen Stenlev skriver følelser og stemninger frem på en meget poetisk og umærkelig måde, så man næsten ikke opdager, at man som læser svæver en halv meter over sig selv og kigger ned. Den evne til at hæve det navlebeskuende op på almengyldigt niveau er en evne fornægtet de fleste, men Stenlev gør det meget stilsikkert og med en udefinerbar ro, selvom romanen, rent følelsesmæssigt, er alt andet end rolig. Stemningen i værket er nemlig kaotisk, ængstelig og stikker i mange retninger, hvilket understreger den følelsesmæssige rutsjetur jeg-fortælleren gennemgår på de blot 74 sider. Fordelen ved den korte roman er, at der ofte ikke er ”overflødigt fyld”, og det er der bestemt heller ikke i denne. Alt er relevant og understøtter blot den hjerteskærende situation, jeg-fortælleren står i.    

Jeg-fortælleren er homoseksuel og barnløs og ønsker sig et barn med sin partner. Der er bare det ved det, at hun også er psykisk syg, hvorfor hun skal kæmpe med systemet for sin ret til at blive mor, da hun ønsker kunstig befrugtning. Denne roman er hendes kamp udtrykt i meget smukke poetiske billeder, uendelig kærlighed til partneren og det ufødte barn og en uværdig behandling af et menneske, der blot ønsker en plads i denne verden. Efterfølgende et citat om den grundstemning, jeg-fortælleren oplever:

Der er noget, nogen har glemt et sted indenunder min hud. Under de hvide ar på min højre underarm. De skulle have taget det med, da de gik. Skolekammerater. Kærester. Med ranke rygge ud af mit liv. Men det ligger her endnu lige under min hvide arrede hud. Det er uslebent og skarpt. Det skinner og skurer i mig. Nu, som den dag det blev lagt. Jeg bad dem ikke tage det med. Og nu har det boret sig ned i mig, nu er der dannet ny hud, nu er det vokset sammen med mig. Nu vokser det sammen med mig. Nu er det mig. Nu er det på én gang smerten og styrken.”

Citatet understreger på glimrende vis en anden ting, Stenlev udmærker sig ved, nemlig ”show-it-don’t-tell-it”-teknikken, når man får præsenteret de hvide ar på underarmen, der ligger som noget ”uslebent og skarpt”, hvorfor vi kan tolke os frem til, at hun må formentlig har været selvskadende, og det afføder en hel række af spørgsmål vi kun kan gisne om og selv forsøge at besvare. Dét er en af bogens mange styrker.

Ud over at være en smuk bog, både håndværksmæssigt og sprogligt, er det et tema, der lægger op til debat. Må man få børn, når man er psykisk syg? Stigmatiseringen af jeg-fortælleren adresserer meget væsentligt den psykisk syge rettigheder i et rigidt system, hvor der ikke forelægger en praksis indenfor området. Og det er altid vigtigt at sætte fokus på minoriteters problemer, selvom majoriteten i dag på den ene eller anden måde har stiftet bekendtskab med psykisk sygdom, enten ved selv at være ramt, eller have pårørende/venner, der er ramt, så det er en væsentlig problemstilling at kaste lys over. Samtidig kan det være med til af aftabuisere en række fordomme, og dette har formodentligt også været Stenlevs formål med bogen, da hun ved siden af virket som forfatter er En af os-ambassadør, som arbejder for at nedbryde tabu om psykisk sygdom.    

Romanen er fragmentarisk i stil, men forløber dog kronologisk over tid, og den fragmentariske stil passer godt til de kaotiske følelser, hvorfor man kan sige formen følger indholdet, hvilket gør den meget helstøbt som værk. 

Alt i alt en meget fin læseoplevelse, men den er tung, og den er hård, det er barsk læsning, men værket er usigeligt vigtigt. Læs den, bliv forfærdet OG oplyst, få indsigt OG måske manet fordomme til jorden. Læs den, fordi det er sproglig kunst. Stor anbefaling herfra.

// Anmeldelse: Eksistentialisme i øjenhøjde //

Titel:   Virkeligheden 2.0.   Form:   Digtsamling.   Forfatter:   Jakob Brønnum.   Sider:  269.   Forlag:   Det Poetiske Bureaus Forlag.   Udgivelsesår:   2019.

Jakob Brønnum skriver sig med digtsamlingen ”Virkeligheden 2.0” ind i den eksistentialistiske tradition med letlæste digte, der er både dybe og nærværende. Det er en digtsamling, der henvender sig til alle, da den handler om både store og små spørgsmål i livet og virkeligheden. At de er letlæste betyder i denne henseende, at de ikke indeholder svært tilgængelige ord, men altså ganske dagligdagsord sat på digtform. Og det er et fint greb, da de dygtigt komponerede digte er lette at inkorporere i kroppen, når man læser, og lette at forcere. Det giver læsningen et helt særligt flow, der er meget tilfredsstillende. Ordvalget afspejler indholdet i den forstand, at der er tale om dagligdagstanker om dette og hint set i et mere filosofisk lys. Se f.eks. Digtet ’7’ under ’FORLADTE STEDER’: 

”Nogle gange står man på forladte steder

og så dukker der noget op

med en svimlende pludselighed

noget man ikke havde forventet sig

noget man ikke anede eksisterede

så var stedet ikke forladt alligevel

ukendte væsener eller vækster

på hidtil forladte steder

kan føre en ind i de mest kringelkrogede steder i sindet

som man indtil da da også anså for forladte

var det virkeligt eller var det noget jeg forestillede mig

spillede virkeligheden mig et puds

eller var det mig der spillede virkeligheden et puds?”

Digtene undersøger generelt, hvordan det er at være menneske, og hvordan man i livet opfatter sin virkelighed. Der er en rød tråd af filosoferen og fokus på det eksistentielle, og således bygger Brønnum videre på en lang tradition, der kan kaldes den eksistentielle filosofi, hvis ophavsmand er vores egen Søren Kierkegaard. Og måske er det ikke helt tilfældigt, da både Kierkegaard og Brønnum begge var/er teologer. Digtsamlingen har dog ikke decideret et kristent islæt, i hvert fald kommer det ikke til udtryk med samme tydelighed som hos Kierkegaard. Til gengæld er der både referencer til Umberto Eco, Paul la Cour, Arthur Rimbaud og Dostovjeskij, som det også fremgår af bogens noter. Den peger således meget væk fra sig selv, skuer en del tilbage i tiden og har overordnet set en lettere melankolsk stemning over sig. Som bl.a. i digtet ’7- Græsset’, under ’VI KUNNE HAVE GIVET BARNET ET ANDET NAVN’:

” Vi kunne have ladet barnet lege i græsset

sidde der helt alene i stilheden

mens vinden fangede dets hår og græsset

vi kunne have siddet lidt væk

og vores stemmer ville have gjort noget

hvis vi talte sammen

på samme måde som vi gjorde dengang

vi kunne have fjernet brændenælderne

tidslerne, humlebierne, spyfluerne

de rådne bær, de rådne æbler

hundelortene, plasticstumperne

de små stykker af gammelt glas

intet blod ville være blevet udgydt

smerten ville kun have været der i passende doser

navnet ville have ladet sig bære gennem vinden

det ville have tegnet sig selv i skyerne

måske i græsset

måske i erindringen”.

Det er nogle meget smukke digte, der virkelig får en til at være (efter)tænksom, og de rammer ind i en tid, hvor vi mennesker mere end noget andet måske har behov for at flytte fokus fra os selv, samtidig med, at vi ser en tendens i tiden til selviscenesættelse, og måske er der en flig af et håb om, at de efterfølgende generationer vil skue ud over egen næsetip og bruge historien, litteraturen, ja i det hele taget kunsten til at skabe en verden for sig selv, der indeholder mere ånd end form. 

Digtsamlingen vil som skrevet kunne læses af alle, alle vil kunne få noget ud af den, ung som gammel, og den ville være oplagt at bruge i dansktimerne i landets gymnasier, da der er så mange lag i digtene. Meget fint værk, jeg varmt vil anbefale. 

//Anmeldelse: Klimaet som dagsorden //

Titel:   Kød og fred.   Form:   Roman.   Forfatter:   Marie Louise Tüxen og Anders Morgenthaler.   Sider:   292.  Forlag:   Gyldendal.   Udgivelsesår:   2020.

”Kød og fred” er en højst aktuel bog om at adressere de klimaforandringer, vi står overfor. Den er morsom, charmerende og godt stykket sammen med levende figurer og flydende sprog. Den kan alt det, en god krimi kan, og så har den ovenikøbet et vigtigt budskab bag al komikken. Klimaaktivisme kan godt blive meget moraliserende, men det er bogen på ingen måde. Den anvender humor og oplysning til at sætte et alt for overset problem på dagsordenen. 

Annemette er en hjertevarm sosu-assistent, hun er blevet skilt fra sin kriminelle mand og har mistet otte af sine tænder i en ulykke. Hun lever et stilfærdigt liv med braste drømme og har De Hårde Nåle som eneste lyspunkt (ud over datteren, men hun er voksen og flyttet hjemmefra), som er den strikkeklub på tre kvinder, hun er en del af. Da De Hårde Nåle ser en klimadokumentar med Leonardo Di Caprio, er deres hverdag for evigt forandret. De må gøre noget aktivt for miljøet for at kunne se sig selv i øjnene og overlevere en klode, der også er bæredygtig, når de afleverer den til børnene og børnebørnene. Det bliver til klimaaktivisme, og det bliver en hjertesag for De Hårde Nåle. Nedenstående et citat, hvor De Hårde Nåle er i aktion:

”Jean drejer nøglen om og trækker håndbremsen. Det er køreturens endelige punktum at trække håndbremsen. Annemette sidder på bagsædet og kigger ind i nakkerne på Vibse og Jean. P17 står der på et oplyst skilt foran dem. P17 er en del af budgetparkeringen i Kastrup Lufthavn. Over dem har et Norwegian-fly slået hjulene ud og gør klar til landing på bane 22L. Bag metalfuglen skimtes lysene fra de indkommende fly som en smuk perlehalskæde på en gråblå himmelhud. Området er en sær blanding af nøgne strækninger og kraftigt oplyste områder. (…) ”Jeg ser ingen overvågningskameraer i nærheden” siger Annemette og bryder en trykket tavshed i bilen.

                      ”Fortæl mig lige igen, hvorfor vi ikke sidder i min stue og strikker trøjer, ingen gider at gå med? Palle forlader mig på stedet, hvis jeg kommer i klammeri med ordensmagten,” siger hun.”

Ud over at være en vigtig bog på grund af temaet, er værket ligeledes en fortælling om relationer og hvordan, vi som mennesker omgås og behandler hinanden. Det relationelle aspekt er en slags kærlighedserklæring til menneskeheden, til at vi sammen står stærkere, selvom alt ser sort ud. 

Bogen er dystopisk, fordi klimaforandringerne er virkelige og skal tages seriøst, hvis vi mennesker ikke skal gå til grunde, men den er også fuld af håb. Håb for fremtiden, når vi mennesker handler simultant og aktivt for at nå et mål, at det nytter at gøre en indsats, uanset hvor lille den så synes. 

Rent sprogligt er værket en fornøjelse at læse. Sproget er godt, sætningerne velformulerede og -komponerede, så godt, at det bare flyder og går derudaf, når man læser. Helt umærkeligt opdager man, at man er nået ved vejs ende. Forfatterne formår med helt dagligdags udsagn at gøre værket til en stærk fortælling. Og så er det fuld af humor, der både er åbenlys, men også ligger imellem linjerne. Og det gør det til en ekstra stor fornøjelse. Fra sproget kan vi zoome ind på bogens karakterer. De virker meget autentiske, er fulde af dybde og vækker stor genkendelsesklang i mig som læser. De er det modsatte af konstruerede, de er sande, jeg lever mig ind i deres glæder og sorger, særligt protagonisten Annemette står stærkt. Virkelig fint karakterarbejde.

Plottet er bygget op på den klassiske spændingskurve, derfor vil jeg kalde det en krimi/thriller, da den indeholder de elementer, en klassisk krimi består af. ”Forbrydelsen” kan vi i nærværende værk forstå på flere planer; forbrydelsen mod klimaet, som vi mennesker har begået; forbrydelserne, De Hårde Nåle begår; samt den bagvedliggende ramme med protagonistens kriminelle mand. Omdrejningspunktet for fortællingen er således ”forbrydelsen”, hvorudfra mindre plots og tvists udvikles. Og handlingen er virkelig spændende, det fungerer optimalt. Og det er virkelig et intelligent greb at anvende krimigenren, da den er gribende, og virker som en slags katalysator for budskabet; at tage klimaforandringerne seriøst.

Har du endnu ikke læst bogen, har den her min varmeste anbefaling. Du bliver klogere af at læse den, og så er du godt underholdt imens. What’s not to like?

// Anmeldelse: Femirealisme når det er bedst //

Titel:   Tour de chambre.   Form:   Roman.   Forfatter:   Tine Høeg.   Sider:   324.   Forlag:   Gutkind.   Udgivelsesår:   2020.

Endnu en stærk kvindestemme i dansk litteratur viser, at hun også kan skrive en to’er, der rammer lige i mellemgulvet. Tine Høeg (1985) er tilbage med romanen ”Tour de chambre”, som er en lidenskabelig kudos til kærligheden mellem relationer, til kvindekønnet, til forfatterinden som en væren mere end et erhverv, til de lyse sommeraftener og fordrukne stunder på studiekammeret. 

Vi møder den 33-årige forfatterinde Asta, der bor alene i en lejlighed i København. Hun dater på Tinder, skriver på et nyt romanprojekt og prøver mest af alt at komme igennem livet så lidt smertefuldt som muligt. Hun har en tæt relation til veninden Mai, der har sønnen Bertram, og sammen får de en invitation, der roder op i fortidens sår, men det er også en mulighed for forfatterinden at bruge sin fortid i arbejdet med sit stof. 

Temaerne som skam, liderlighed, moderskab og venskab er nogle af de mange temaer, som får en grundig tur i den minimalistiske roman. Minimalistisk rent stilistisk, da der er sparet på ordene og kommaerne; Der er stort mellemrum imellem sætningerne, ja det ligner nærmest en manual, når man lader øjnene vandre ned over siderne. Høeg er en gudsbenådet ”show-it-don’t-tell-it”- forfatterinde, på kanten af det underbetonende, der kan føre til forvirring ved første øjekast, men som ikke giver problemer, hvis man holder tungen lige i munden og genlæser den et par gange. Og det har man lyst til som læser, jeg havde i hvert fald. Drømmende er også et ord, jeg gerne vil vedhæfte denne roman, selvom den også er alvorlig og tung på en måde. Drømmende, fordi Høegs sprog og ordbrug er lidt som taget ud af en sprudlende, vidunderlig drøm. Men hun er jo også lyriker.

Følgende citat er fra starten af romanen, ikke begyndelsen, men lidt inde i bogen (s. 38):

”Det er oppeover, Asta

min mor ringer til mig, hendes stemme er tynd

min tante har været syg længe

pludselig er det gået stærkt

jeg går rundt om mig selv med telefonen,

jeg åbner alle vinduer i lejligheden

til sidst lægger jeg mig på stuegulvet

hun taber højde

det havde lægerne sagt til min onkel i går

jeg kigger op i loftet. Så lyder luftalarmen,

jeg kommer til at skrige

jamen lille skat siger min mor,

det er bare en øvelse

vi er stille i hver vores ende

den bliver ved

i skiftende toner

nærmest forårskulret, besyngende

jeg lukker øjnene

jeg vil have den skal holde op

kan man høre den på et hospital?

ja siger min mor

det vil jeg tro”.

Den stilistiske opsætning fungerer overraskende godt, især i forhold til læsetempo. Jeg fløj igennem værket. Jeg forestiller mig også, at den vil gøre sig særligt godt til at blive læst op. Formen kunne minde lidt om en sms-roman, men med større mulighed for forfatteren at glide ind og ud af synsvinkel, og det giver den en interessant spændvidde. Apropos sms-roman, så indgår der sms-korrespondancer i romanen, og det synes jeg er et dejligt tvist, at vi stadig sms’er til hinanden, at vi ringer, at vi ikke kun begår os på sociale medier. Den der insisteren på at holde fast i en eller anden form for kommunikation, der ikke er bundet op på en internetforbindelse. På den måde rammer det meget godt ned i tiden for, hvad en 34-årig er vokset op med, nemlig med at få sin første mobil som teenager, jeg selv inklusive. Hvor man dog levede for de sms’er! 

Det er også en roman om en moderne kvinde, der fokuserer på sin karriere, og har valgt en anden livsførelse end de fleste. Hun vil ikke partout have børn, – det skal i hvert fald kun være, hvis hun møder den rigtige. Og den form for frihed og værdier genkender jeg i flere af de unge kvindelige samtidsforfattere, som har skrevet om kvindelighed og/eller moderskab. Folk går ud fra, du vil have børn som kvinde, men hvorfor egentligt? Er det en samfundsopgave mere end et frit valg? Forventningerne til kvindekønnet i samfundet er mange, både hos mænd og kvinder, og det viser, at vi alligevel ikke er kommet så langt med ligestillingen i Danmark, som vi måske går rundt og tror.

Jeg vil gerne kalde bogen for femirealisme; Det synes jeg passer ret godt på værket, selvom jeg ikke ved, om det har været forfatterindens intention, eller om hun vil irritere sig over dette mærkat, men jeg forestiller mig en benhård bosslady, der er i kontakt med sin egen seksualitet og ved, hvad hun vil have, så det er udelukkende positivt ment. Som 35-årig kvinde med en forfatterdrøm var det, ud over de andre benævnte kvaliteter, lige min type roman. Du vil ikke fortryde at læse den, og hvem ved, man kan jo bare håbe på, at den, ligesom debuten ”Nye rejsende”, 2017, bliver opsat som teater.

// Anmeldelse: Der er en sprække i alt – det er sådan lyset kommer ind //

Titel:   Mere lys.   Form:   Digtsamling.   Forfatter:   Torben Munksgaard.   Sider:   137.   Forlag:   Kronstork.   Udgivelsesår:   2019.

Digtsamlingen ”Mere lys” er endnu et godt eksempel på, at der kommer stor litteratur fra små forlag, hvorfor man ikke bør forbigå deres udgivelser. Det er en stor fejl, at dagbladene undgår at anmelde og kaste lys over alle de perler, der findes indenfor mikroudgivelsesbranchen. Anmeldere ved dagbladene har ofte et populistisk fokus, har mange læsere, men jeg tænker ikke, at man som læser vil snydes for en god læseoplevelse, bare fordi den bliver anset for ”smal”. Litteraturen vedkommer os alle, også den smalle. Hermed en opfordring til anmelderne derude.

Nogle af digtene i nærværende digtsamling har tidligere været udgivet, men som egentlig digtsamling, er det den første fra Munksgaards (f. 1975) hånd. Mit første møde med forfatteren var den meget aktuelle samfundskritiske murstenroman ”Muren”, 2017. Du kan læse en anmeldelse af bogen fra Litteratursiden.dk ved at trykke her.

Efter at have læst ”Mere lys”, og med også ”Muren” i bagagen, står det klart for mig, at jeg må have læst alt, hvad Munksgaard har skrevet. Han er forrygende til at sætte tingene på spidsen på en umærkelig måde, der gør, at man som læser næsten ikke opdager, at man læser. Det er som at komme ind i et virtuelt univers, hvor der virkelig er noget på spil. Digtene i denne digtsamling gør lige netop dette. Man bliver på forunderlig vis suget ind i en tragt, og spyttet klogere, mere indigneret og måske også lidt melankolsk ud på den anden side. Og forfatteren gør det med ganske få ord, ganske få rekvisitter, ganske dagligdags temaer. Og dét er en kunst at kunne det.

”Mere lys” er opdelt i fire temaer: ”GADERNE”, ”NÆTTERNE”, ”DAGENE” OG ”DØDEN”. De tre første temaer er skarpt skårne digte, der indordner sig temaerne. Efterfølgende et digt fra ”GADERNE”:

Vibevej

Ligesom langsomt

at trække et plaster af

og se at såret

er ved at forsvinde

trækker jeg mine gardiner til side

hen mod aften”

Her et uddrag fra ”Kl. 22:13” fra ”NÆTTERNE”:

”(…) du ryger Prince Light

jeg holder vejret

vi har det

som tungen i et kys

det sidste strejf af solen

en golden retriever

der letter ben (…)”

Her et digt fra ”DAGENE”:

20. marts

Cyklen glider

som en sitrende sene gennem regnen

Jeg passerer gaden hvor du boede

og da jeg træder ind i min lejlighed

føler jeg mig pludselig mere fortrolig med regnen

udenfor

end stilheden indenfor

i mørket står min seng

som en gravhøj af nedkæmpede bevægelser

og jeg bliver i tvivl

jeg bliver simpelthen i tvivl.” 

Afsnittet ”DØDEN” er nærmere et langdigt. Eller et form for essay. Og selvom det lyder tungt, så er det enormt livsbekræftede og fint. Her et citat: 

” (…) jeg var til afstande

jeg tæller mine sidste penge

til flyet over havet

hvor en appelsinlund venter

som en nat uden mørke

jeg så en kvinde sidde på hug

foran din grav og græde

jeg skyndte mig videre af frygt for 

at hun også fik øje på mig

der kommer altid en rustvogn 

og en pille til

ingen mennesker er en ø

alle mennesker er en ørken

vi flyder alle sammen sammen

uendeligt langt væk (…) ”.

Og midt i al mørket og filosofien, kommer der en lille hilsen til Dirch Passer og Ove Sprogøe’s ”Der kommer altid en sporvogn og en pige til”, og det synes jeg er uendeligt morsomt og opløftende. 

Munksgaard er i min optik danskernes svar på Bukowski. Samme nerve, samme energi, samme melankoli samt ”forbrug” af kvinder. Og sammenligningen skal bestemt forståes som et kompliment. Kan man lide Bukowski, vil man kunne lide Munksgaard, og omvendt. 

Læs denne lille perle, hvis du er til digte, der gerne må være lidt (inter)politiske og mørke, men også smukke og syrlige. Lidt ligesom en god bolcheblanding rummer digtsamlingen lidt af det hele. Og jeg er vild med den. Kære Munksgaard: Skriv flere digte, please. 

Create your website with WordPress.com
Get started