//Anmeldelse: Et magisk take på novellegenren //

Titel:   Månelandskaber.   Form:   Novellesamling.   Forfatter:   Jens Rosenbirk.   Sider:   142.   Forlag:   Brændpunkt.   Udgivelsesår:   2020.

Forfatter Jens Rosenbirk debuterer overbevisende med novellesamlingen ”Månelandskaber”, der er et blik ind i liv, der vanskeligt lader sig definere, idet Rosenbirk balancerer på et knivsæg, hvad angår virkelighed og fantasi. 

”Månelandskaber” består af ti noveller, der alle på den ene eller anden måde berører en introvert, ensom og/eller isoleret hovedperson, der efter bedste evne forsøger at leve et for hende/ham godt liv. Fælles for hovedpersonerne er, at de har et rigt indre liv, hvilket udmønter sig i store forestillingsverdener, og som læser kan det godt være svært at skelne imellem, hvornår der er tale om personernes tanker og de faktiske handlinger, men det er et spændende greb, som ligger ovre i den magisk realistiske boldgade, og som er med til at skubbe til vores forventning om, hvad novellen er og kan.

Som læser kommer vi ind i hovedet på protagonisterne og ser deres tankemønstre folde sig ud. Der er ikke meget show, men enormt meget tell, og normalvis ville jeg ikke bryde mig om den form, da den meget nemt kan blive for udefinerbar, men i denne novellesamling, og med Rosenbirks skrivefacon, fungerer det bare. Jeg kan simpelthen ikke sætte en finger på, hvad det præcis er, der gør, at det bliver så godt, men det er det virkelig. Sproget er flydende og måske på en måde distanceret fra sig selv, og det holder hele vejen i banken. Se for eksempel den lethed, der er over nedenstående citat (fra novellen ’Tegn’):

”Han forlod butikken med sin grimme trøje i en pose. Han gik stadig på sin irriterende, ligeglade måde. Han var nu begyndt at stoppe op og se ind ad alle butikkernes vinduer på sin vej. Han måtte have god tid.

                      Endelig, efter lang tids vindueskiggeri ændrede situationen sig. Han så på sit ur og begyndte at gå hurtigere. Jeg måtte anstrenge mig for at holde trit med ham, og så skete det, som ikke måtte ske. 

                      Han gik ned i undergrunden, og jeg fulgte efter ham derned.”

Udover den her ubesværethed hvormed Rosenbirk skriver, så er han også virkelig god til at opbygge suspense, og der er nogle få horrorelementer i nogle af teksterne, hvilket kun gør dem bedre.

Rosenbirk mestrer novellegenren, idet der ikke er overflødige sætninger og ord, alt er tiltænkt en plads i systemet, som skriften er. Han sprænger i og for sig rammerne for, hvad en novelle kan, idet han introducerer verdener, der er ukendte, og det skulle man ikke umiddelbart tro ville fungere som novelleform, da formen jo er kort, men man kan sige, at novellerne er afsluttede, men dog står som åbne munde til fri fortolkning. Man kan læse meget ind i novellerne, hvis man holder tungen lige i munden, og kan tage dem som et springbræt til videre læsning. 

Jeg må sige, at jeg ikke tror, vi har hørt det sidste til Rosenbirk, han er slet ikke færdig med at fortælle! Og måske kaster han sig endda over romanen, hvor endnu større forestillingsverdener kan udfoldes. Man kan jo håbe. Det er i hvert fald en forfatter, jeg vil holde øje med. Anbefales til alle med kærlighed til novellegenren.   

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

Create your website with WordPress.com
Get started
%d bloggers like this: