Design a site like this with WordPress.com
Get started

// Anmeldelse: Hvem besynger gudinden, hvis ikke hende selv? //

Titel: Den nye spejltrådskaserne              Form: Digtsamling              Forfatter: Cecilie Lind

Sider: 99             Forlag: Escho              Udgivelsesår: 2020

Cecilie Lind (f. 1991) er tilbage i den tempofyldte stil med en digtsamling, der mere minder om en lang digression. ”Den nye spejltrådskaserne” er efterfølgeren til langdigtet ”Mit barn”, 2019 ( – læs min anmeldelse af ”Mit barn” her).

I nærværende digtsamling er vi tilbage ved den helt særlige Lindske stil, der er energisk, fabulerende og syleskarp. Vi følger jeg’et: Moderen, datteren, elskerinden, kæresten, gudinden. Jeg’et besynger sin egen storhed, og ”skam få dem som vover at tvivle på min udødelighed”, som der står på bagsiden. På sin helt egen måde leger hun med det danske sprog og dets muligheder. Netop derfor fik hun også Modersmålprisen 2020 i kølvandet på udgivelsen af nærværende digtsamling, og det forstår jeg virkelig godt. Se for eksempel efterfølgende citat: 

”tiden, og også: skulderbladene som de bevæger sig bag huden, skrumler rundt som præpubertære vinger, især når man skal op på tå, det skal man for at kunne nå: grenen, og dermed: æblet, et æble man vil plukke, dernæst spise, med det formål:

at:

styrke hjertet, et mere robust hjerte er det man efterstræber, så skal det slå en masse slag for frigeden, for hvilen, at lade i fred:

barnet der bebor mig med al sin glans og al sin magerhed og al sin ambition om at blive til nogen, barnets smil og barnets hjerte har jeg fortæret og nu mugner smilet og hjertet langsomt bort indeni mig, og deraf kommer min dårlige ånde, og deraf kommer håbet om en dag selv at blive det barn der er forgudet, men for al fremtid, mistet 

ønsket: at være en smuk tragedie

og frarøvet modningen

og frarøvet ansvaret

jeg blev sat i pleje og så verden forvitre mens jeg blev plejet frem af uniformerne, uniformerne der klædte mig usigeligt

jeg fløj”. 

Lind tager de små personlige ting og hæver dem op på almengyldigt niveau. Hendes sprog flyder så legende let, at man skulle tro, hun aldrig havde lavet andet. Og måske er det sådan. 

Digtsamlingen er ikke let-læselig. Jeg tror kun, jeg talte et punktum i digtsamlingen. Den er også udgivet på det fantastiske nicheforlag Escho, som udgiver det, ”der ikke passer ind andre steder”. Og på den måde tænker jeg, at det er det perfekte match. Det er en digtsamling for de kræsne, dem der virkelig forventer at blive udfordret, og så er omslaget jo også bare lækkert. Bogen emmer af coolness.  

Tilbage til det ophøjede jeg, der kender sin egen storhed, men det er bestemt ikke uden problemer. Det kæmper med dårlig selvtillid, angst, spiseforstyrrelse og det faktum, at jeg’et elsker for meget. Både sit barn, kæresten og livet, for selvom det kan virke, som om jeg’et har et dødsønske, skal man ikke lade sig narre; Det er fuld af iver efter livet, det er som en dans, hvor jeg’et forsøger at finde en rytme og en balancens kunst for at få alle jeg’ets roller til at spille sammen i mere eller mindre skøn forening. Lind er desuden ikke bange for det grimme; Den dårlige ånde, incesten, de dårlige relationer. Hun lægger fingre imellem på en umærkelig måde, så man netop forstår alvoren af en given situation. Og det er netop en af de ting, hun kan: Lægge fingre imellem, så man netop får en flig af alvoren, og derfor virker det så meget desto stærkere. Ikke at hun ikke er direkte, det er hun, det er mere udførslen, der giver den her følelse af at uha, her er der noget, der ikke er så godt. Den der fornemmelse af at træde på æggeskaller. Jeg’et fremstår samtidig enormt skrøbeligt og afhængig, men med stor slagkraft og et enormt hjerte.   

Har du hidtil nydt Linds forfatterskab, vil du også kunne lide ”Den nye spejltrådskaserne”. Vil du gerne undres, have noget at tænke over og ikke bare have det hele serveret på et sølvfad, så er Lind din digter. Med denne digtsamling viser hun i hvert fald, at hun stadig er i topform. Stor anbefaling.   

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: