Anmeldelse: Kan man blive mor, uden at blive (midlertidigt) sindssyg?

Titel:   Mit barn.   Form:   Digt.   Forfatter:   Cecilie Lind.   Sider:   134.   Forlag:   Gyldendal.   Udgivelsesår:   2019.

I langdigtet ”Mit barn” af Cecilie Lind (f. 1991) bliver læseren kastet direkte ind i en fødsel med alt, hvad det indebærer af smerte, frustrationer og forløsning. Voldsomheden og kaosset man som læser føler ved denne in medias res intro, understreger det indre kaos og de ambivalente følelser, man som fødende oplever. Der er anvendt versaler og lort og blod, og det hele går op i en højere enhed. Lind kan noget med stemninger og gengiver disse fremragende, særligt ved denne start, men generelt gennem hele digtet formår hun at sætte spot på de helt egenartede følelser, der nogle gange virker som om, at de har sit eget liv uden for kroppen. Det er Lind’s evne til at adskille følelse og materie (her kroppen), der giver digtet den her sindssyge febrilskhed, at man som læser til tider føler, at man svæver uden for sig selv. Jeg vil gerne give i indblik i dette kaos og citerer derfor digtets start:

” jeg truer med at slå mig selv ihjel

i håbet om et kejserfødt barn

epiduralblokade

PLEASE

skriger jeg 

men 

ingen lytter, og med al vilje jeg kan mønstre gør jeg mit arbejde

og presser

fuldstændig uhæmmet

tre pres per presseve

råber mine smukke, unge fødselsjordemoder (jeg elsker hende stadig)

hjertet og endetarmen brister

lort og blod

og et spædbarns hoved titter frem

en hånd at knuge og iltmasken jeg verfer bort fordi jeg tror de vil

forgive mig med lattergas

jeg drejer mit hoved mod venstre og jeg ser et barn

der er mit

hjertets hysteri i fuldt flor”.

Digtets jeg truer altså med at begå selvmord på grund af smerten, der hvor kroppen fuldstændig har taget styringen med sine urkræfter. Som læser ved man ikke, om det er noget digterjeg’et har truet med før, men der er ingen tvivl om, at dette, fødslen, er digterjeg’ets prøvelse (sandsynligvis en ud af mange), og generelt den gravide kvindes prøvelse og lod i livet. At presse et spædbarn ud af sit skød. 

Digterjeg’et plæderer for et ’kejserfødt barn’, og lige til højrebenet er det naturligvis et håb om et kejsersnit for at undgå yderligere smerter, men måske er det ydermere simpelthen en forventning om, at der må komme en konge ud af smerterne, da det ellers ikke er til at bære. Barnet, der er skyld i så store smerter, er der store forventninger til.

I første omgang ser digterjeg’et ’et barn’, da hun drejer hovedet, altså noget, der er hende fremmed, indtil det efter et kort øjeblik, måske et splitsekund, går op for hende, at det lille menneske er hendes afkom. Måske derfor linjeskiftet mellem ’jeg ser et barn’ og ’ der er mit’. Igen denne tvedeling. Senere i digtet læser man, at barnet nærmest føles som en forlængelse af digterjeg’ets krop, og det symbiotiske forhold mellem mor og barn er fremtrædende. 

Lige så forfærdelige smerterne er, lige så hurtigt er de overstået, og forløsningen ved at se det nyfødte barn er enorm; ’hjertets hysteri i fuld flor’.   

Digtet er kronologisk i tid og foregår fra og med fødsel til barnet er cirka knap et år. Følelserne og stemningerne, der er beskrevet, minder meget om uligevægtighed, eller slet og ret er det, om den bølgende sindssyge, om psykosen, og digterjeg’et bliver da også presset helt derud, hvor hun må bede den elskede, som hun betegner barnets far, om en timeout, alenetid og føler sig sindssyg, men alligevel i sin rastløshed, træthed og afmagt ikke formår at bruge tiden konstruktivt på noget opbyggende. Billedet af denne mor, der ikke får børstet tænder, får sig et bad eller i det hele taget magter at være social, er et kærkomment opgør med perfekthedskulturen som mor på barsel og den noget negative betegnelse ’speltmødre’. Vi får et indblik i de gode dage, der måske handler om, at digterjeg’et har formået at holde barnet i live og have en nogenlunde tålelig dag, til de dårlige, hvor alt går i lort. Og det er virkelig befriende, og det er ærligt, især når man ved, at Lind selv er blevet mor for nylig (jeg ved ikke præcis hvornår, det er jo ikke en biografi). Der gøres op med, hvad man som kvinde skal kunne leve op til i rollen som mor, men i særdeleshed som menneske, hvad hun skal kunne udstå af prøvelser, for alle med små børn ved, at det er knokkelhårdt arbejde, og altså ikke altid lige så rosenrødt, som nogen måske gerne vil fremstille det. Jeg ser dog også en tendens i litteraturen, hvor der gøres op med dette perfekte kvindeideal, og det er virkelig en kæmpe lettelse som kvinde, og særligt som mor.

Faderen fremstår som en loyal klippe, der ikke kan rokkes ved, hverken hans følelser eller selvbillede, uanset hvor meget digterjeg’et skubber ham væk, raser imod ham og stort set indirekte trygler om en lussing. Men han forbliver rolig, kærlig og nærværende, og det samspil, og den rolle den elskede har i digtet, er meget fint og kærkomment i såkaldt ”morlitteratur”. Han bliver netop ikke sat ud af spil, tværtimod virker han styrket og empowered, og på den måde kan man sige, at det måske er redningen på deres forhold. Alle småbørnsforældre er pressede og skændes, mange bliver skilt, men her tror jeg alligevel parforholdet har en chance, idet faderen ikke indgår som en tredjepart, der er kørt ud på et sidespor. Den dynamik, der beskrives mellem parret er egentlig ret modent, på trods af digterjeg’ets selvlede og derved forsøg på at afskærme sig fra kærlighed. 

Selvlede, eller en egentlig spiseforstyrrelse, og måske endda selvskade, er et andet spor, der går igen gennem digtet. (Det var derfor jeg bragte det op tidligere, at digterjeg’et måske før har truet med selvmord). Kroppen som et hylster, der skal være smukt, meget slankt, bliver tykkere forstår man, og det har digterjeg’et det meget ambivalent med. På den ene side vil hun ikke være tyk, på den anden side vil hun gerne videregive et sundt selvbillede til sit barn, og den kamp foregår i hele digtet med stor fokus på skam, på kroppen som mademaskine. Brysterne som barnets overlevelseslemmer er angstprovokerende, volumiøse, ømme og mælkespændte. Men det er ikke kun sort, der er også glæden ved det lille barn, digterjeg’et har groet i sit underliv og givet liv til, at se det vokse og udvikle sig, at se det få en selvstændig vilje og noget, der minder om en personlighed.

Slutteligt vil jeg bemærke, at dette værk er et af de værker, der har gjort størst indtryk på mig i mit læseår, måske fordi jeg selv er mor og har oplevet psykisk sårbarhed, eller bare fordi, det simpelthen slet og ret er fabelagtig litteratur. 

Digtsamlingen kan købes hos forlaget her.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

Create your website with WordPress.com
Get started
%d bloggers like this: