// Anmeldelse: Drømmende dystopi //

Titel:   Står på tæer under vand.   Form:   Digtsamling.   Forfatter:   Daniel Boysen.   Sider:   89.   Forlag:   Forlaget Silkefyret.   Udgivelsesår:   2020.

Med ”Står på tæer under vand” skriver Daniel Boysen sig ind i tiden med digte om en fremtid under vand. De stemningsfyldte digte danner sammen med smukke illustrationer af fotograf Mariana Gil en helt unik følelse af drøm og dystopisk fremtidsscenarie i ét. 

Boysen har endnu engang begået en helstøbt digtsamling, der denne gang kan betegnes som økopoesi, da der er mere natur end menneske i digtene. Hvis digtsamlingen var en film, ville det være en katastrofefilm, men med iltert blomstrende kærlighed til det fænomen, der tager over, nemlig havet. I digtene udfolder der sig en verden under vand, hvor fisk svømmer side om side med højhuse og tangplanter. Et scenarie, hvor havet fuldstændig har opslugt verden, som vi kender den. Se for eksempel nedenstående digt:

”havene stopper

med at lytte

til kysten

bølgerne lægger sig

som højhuse

en fisk bor

øverst oppe

med udsigt

til vandet”.

Eller:

”går rundt

i koralmarkerne

min hud

mod de blege 

kolonier

under mig”.

Digtsamlingen er opdelt i tre dele: Havene æder alt; Falder, falder; og Solskin i den blindes stue.

Første del er digte om havets indtog i vores verden. Anden del tolker jeg som, at vi gør os skyldige i den synd at ødelægge naturen (falder, falder = syndefald? Uden at teksten i øvrigt skal læses som religiøs.). I tredje del introduceres vi til et ”du”, og det er det eneste andet menneske i digtsamlingen. De sidste mennesker i verden, eller de første?

Et spor i digtsamlingen er jeg’ets dødelighed: ”Hvordan føles det et uddø?”, ”Ikke død, døende” og ”Så længe man danser kan man vel ikke dø”. En slet skjult henvisning til vores overforbrug af naturen og planeten, der kan ende med at udslette os, vende sig imod os som hav. Ikke kun at dø som enkeltindivid, men som race. En svimlende, skræmmende, men nærliggende tanke, hvis vi som mennesker ikke ændrer kurs. Digtsamlingen kan således sagtens læses som samfundskritik; at vi ikke tager klimaforandringerne alvorligt. At vi skal handle nu, hvis vi ikke vil gå en ilde skæbne i møde.

Boysen maler billeder og stemninger frem med meget få ord. Digtsamlingen er ordknap, men måske derfor desto mere virkningsfuld. Der er en hel verden af billeder, som digtene laver afsæt til. At læse Boysens digte kan sammenlignes med at drømme, med de fantastiske elementer, der opstår undervejs. Og jeg’et henviser også til egne drømme, eller er det mareridt? Det er svært at sige, men det er under alle omstændigheder et ualmindeligt smukt værk, man skal unde sig selv at læse.

Som en ekstra bonus, og det er det virkelig, har Boysen og musiker Martin Lau indspillet Boysens oplæsning af digtsamlingen med Laus drømmende, melankolske synth. Jeg lyttede til den i går aftes, hvor jeg lå i mit mørke soveværelse med lukkede øjne, og det var som at svæve væk i zen og blive opslugt af en anden verden. Enormt meditativt. Så hermed en kæmpe opfordring til at lytte til ”Står på tæer under vand” på Spotify. Digtsamlingen får lige en ekstra dimension, når den udfoldes som lyd, og det klæder den kun. 

Alt i alt en helstøbt, smuk og meget indsigtsfuld digtsamling, jeg vil anbefale alle, der elsker digte at læse. Og så selvfølgelig lytte til lydsporet. Du vil ikke fortryde det.   

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

Create your website at WordPress.com
Get started
%d bloggers like this: