Forfatter og skrivelærer Anna Klahn kontaktede mig, idet hun ville høre, om jeg havde lyst til at anmelde hendes online skriveforløb ”Kickstart dit forfatterskab”, der er beskrevet på skrivskrivskriv.dk.
Det ville jeg vældig gerne, da jeg selv skriver meget og faktisk også tidligere havde stiftet bekendtskab med hende, da hun redigerer manuskripter mod betaling. Nu skal det imidlertid dreje sig om skriveforløbet, som er doneret af Anna mod en ærlig anmeldelse.
FOTO: David Hay
For at få et billede af, hvad skriveforløbet indeholder, citerer jeg fra hjemmesiden:
”Gennem dette intensive online-kursus, får du det skub, der gør, at du kan slippe din indre kritiker og nå ind til alle de fantastiske, dystre, morsomme eller underfundige idéer, der allerede ligger gemt et sted i dig.
Gennem kurset vil du opleve, at finde ind til det kreative flow, som du har savnet – og du vil overraskes over alle de tekstidéer, der pludselig står i kø.
Kurset løber over fem uger med en ugentlig skriveøvelse til ca en times arbejde. Hver uge modtager du ligeledes tips og idéer til at finde udviklingspunkter i det, du har skrevet, og at arbejde videre med dem.
Ikke mindst modtager du på to af øvelserne en grundig og udviklingsorienteret feedback fra mig.”
Alt dette lyder lovende, så jeg var fuld af forventning, da jeg modtog første skriveøvelse en mandag i april. Mailen jeg modtager er både professionel og hjertevarm, og så indeholder den en virkelig god skriveøvelse. På papiret ser det i hvert fald lovende ud, men ville det virkelig give mig nye indsigter, nye måder at tænke skrivning på? Jeg sætter mig til tasterne for at lave skriveøvelsen, og det virker så nemt og ligetil, så indlysende, når man bliver vejledt af Anna. Før jeg får set mig om, er der gået knap en time. Og resultatet er overraskende. Jeg har formået at finde en inspiration et sted inde i mig selv, hvor jeg ikke vidste den lå endsige befandt sig. Det var vildt at se, at kreativiteten med en forholdsvis enkel, men skarp øvelse, foldede sig ud i det omfang, den gjorde, og det gav mig virkelig meget håb for min egen skrivning; det er der – det skal bare graves fri. Og det er det, gode skrivelærere og -øvelser kan. De kan facilitere og omsætte den indre kreativitet i én til en, der rent faktisk er tilgængelig og kan nedfældes på papir. Og sådan er det generelt med Annas skriveworkshop – kreativiteten flyder. Det kan også være ret hårdt, for man kan også røre ved noget, man måske havde glemt eller fortrængt, men resultatet er konkret og brugbart og kan i den grad bruges i måden man nærmer sig skrivningen på, og i særdeleshed også i processen. Jeg forestiller mig lidt skriveøvelserne, som nye stier, man kan gå ad, nye veje, der viser sig, og det er virkelig interessant at opleve og se i sin udfoldelse.
Jeg har fået rigtig meget ud af at være en del af skriveforløbet, og på trods af ventetid på feedback (pga. sygdom – vi er ikke herrer over sygdom) og nogle lidt for mig uklare anvisninger om forløbet (hertil skal det siges, at Anna svarede med opklarende mails), vil jeg varmt anbefale skriveforløbet til dig, der sidder med en forfatter i maven, måske er forfatter, men sidder fast, eller bare generelt er skrivende og godt kan lide at blive udfordret i din skrift. Og så til en overkommelig pris!
Titel: Meter i sekundet. Form: Roman. Forfatter: Stine Pilgaard. Sider: 265. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2020.
Stine Pilgaard (f. 1984) er endelig tilbage efter de succesfulde romaner ”Min mor siger”, 2012, og ”Lejlighedssange”, 2015. Pilgaard er med romanen ”Meter i sekundet” i storform. Med lige dele humor, alvor og akavethed åbner forfatteren op for en hermetisk lukket bobbel, som højskolelivet kan være. Dialogerne er guldkorn i sig selv, de originale højskolesange rørende og brevkassen fyldt med filosofiske og livsnære erfarede (og hylemorsomme) råd.
Vi følger en kvinde, der sammen med sin kæreste og lille barn er flyttet til den lille flække Velling, hvor kæresten skal være højskolelærer. Den kvindelige hovedperson er med som det tynde øl, og sådan føler hun det i høj grad også. Hun forsøger på sin egen kantede måde at tilpasse sig omstændighederne i den lille by og livet omkring højskolen, men hun er provokeret af de krævende og følsomme højskoleelever, og hun kan på ingen måde finde ud af at small-talke med købmanden. Det kommer der mange tåkrummende morsomheder ud af, og med et storslået sprog og alvorlige digressioner er denne roman virkelig godt skåret.
Moderskabet fylder en del i romanen, og tonen er befriende ærlig og ikke-fordømmende. Her et citat om hovedpersonen og den gode veninde:
”Da vi mødtes første gang i mødregruppen, stirrede Kisser og jeg på hinanden, som om vi var kastet ud på åbent hav og nu fandt ud af, at der flød andre rundt, sprællende og gispende, omkring os. Vi spister bjerge af kage, de lå i bunker foran os som ammunition, vi kunne gribe ud efter. Dagmartærter, kringler, skagenshorn, kiksekage, kanelsnegle, træstammer og trøfler. Vi talte om underliv, sammenlignede strækmærker, trak brysterne frem og sagde, undskyld hvis jeg drypper. Min kæreste var på højskolen, Karsten var på hotellet, og børnene åbnede deres øjne og kiggede afventende på os. Google spillede fallit og efterlod os alene i en verden fyldt med kroppe. Vores lange samtaler kunne koges ned til et eneste brændende spørgsmål. Er det normalt. Normalt var det nye sort, normalt var et flueben, normalt var en lian, man kunne svinge sig i midt i junglen for at passere en flod med skjulte krokodiller. Vi ønskede os gennemsnitligt gråd, hverken for meget, men heller ikke for lidt, og forsøgte at ramme stadiet lige mellem kolik og døvstum.”
Den nybagte mor vil virkelig føle sit set i denne roman, jeg gjorde i hvert fald (også selvom jeg ikke er nybagt mor, blot mor). Pilgaard skriver sig ind i en nyere tradition, hvor moderskabet behandles på en ny måde i forhold til krop og forventninger, ikke mindst egne forventninger, og det giver romanen virkelig fin dybde, som kontrast til det humoristiske, og på den måde gøres endnu mere plads til kontemplation af de mere alvorstunge emner, som (livs)valg. Nedenstående et citat i forlængelsen af det at have børn og blive mødt af omverdenen:
”Helt unge piger lyser op fyldt med uklare forestillinger om en fjern fremtid, der kortvarigt finder en form i min søns ansigt. Midaldrende mænd med halvstore drenge, som de snart ikke længere kan kalde børn, mærker den pludselige længsel efter en krop, man kan kaste op i luften og gribe igen til lyden af en fuldstændig forudsigelig latter. Det er den slags drømme og minder, der bølger imod os, og jeg forstår, at jeg for første gang i mit liv er blevet en, andre kan identificere sig med. At et barn aldrig bare er sig selv, men alle børn, der har været og vil komme, at et moderskab ikke er sit eget, men tusind menneskers moderskab.”
Jeg kender selv glæden ved at se en barnekrop, og måske uden at vide hvorfor, men det har Pilgaard indkredset, og det på ganske rammende vis, i ovenstående citat. Noget, der godt kunne ende klichéfyldt, løfter Pilgaard op på almenmenneskeligt niveau og dissekerer, uden en løftet pegefinger. Og det er det, Pilgaard kan med ordene. Hun transcenderer sproget med sit falkeblik og velkomponerede sætninger. Og så gør hun brug af flere stilistiske virkemidler, heriblandt allitteration, som også kendes som bogstavrim, og det gør den litterære kvalitet høj. Som eksempelvis i efterfølgende citat:
”Herning er en hoppende rulle garn, væg til væg, våd og villig. Det er Danmarks Dubai, bare belæsset med bacon, buffeter brede som boulevarder, truttende trompeter i den tætte trafik.”
Disse ordblomster er der en del af, og det bidrager til det poetiske udtryk. Det kunne også lyde lidt som en rap. Måske var der nogen, der skulle overveje at sætte musik til romanen? En musisk lydbog. Med alle højskolesangene ville det være yderst oplagt. Hermed en opfordring. Jeg ved, der er sat musik til én af sangene, men et helt album ville jo være fantastisk.
Med ”Meter i sekundet” slåes det endnu engang fast med syvtommersøm, at der kommet god litteratur ud at have gået på Forfatterskolen, hvis nogle skulle være i tvivl. Jeg ved, nogle vil være uenig med mig, at eleverne er for skolede, men man kan ikke tæmme en vild. Men man kan give gode råd, og Pilgaard er virkelig fremragende, når hun er bedst.
Titel: I dag skal vi ikke dø. Form: Digtsamling. Forfatter: Louise Juhl Dalsgaard. Sider: 116. Forlag: EC Edition. Udgivelsesår: 2020.
”I dag skal vi ikke dø” er en protest mod (døds)angsten og en insisteren på at leve et liv under en pandemi, som ikke ligner noget andet, vi danskere hidtil har oplevet. En hyldest til livet, kærligheden og omsorgen. Digtsamlingen er også et taknemmelighedsepos og en besyngelse af de fine små ting, der opstår i en ensformig hverdag, en påskønnelse af de ting, der opstår i sprækkerne af angsten og gror ud som små spirer af vores bevidsthed som kreativitet og kærlighed til de relationer, vi ikke må røre ved.
Man kunne næsten høre de chokbølger, der gik igennem den danske befolkning, da den danske statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned den 12. marts 2020 grundet covid-19. En pandemi var over os, vi var på fremmed terræn, det eneste vi kunne spejle os i var rædslerne fra Italien. Jeg tror, vi alle holdte vejret, da vi fik meldingen om coronaens indtog i vores land. Når man som menneske står ansigt til ansigt med angsten og døden, er der flere reaktionsmønstre, der kan gøre sig gældende. Der er dem, der fryser. Der er dem, der flygter. Og så er der dem, der laver kunst. Louise Juhl Dalsgaard (f. 1973) skrev nærværende digtsamling, og den er både relevant, skrøbelig og lige i tidens øje. På meget fin vis balancerer Dalsgaard på det knivsæg pandemiens vilkår er – at stå foran en mulig død, at overleve og leve. Der er ikke noget ynk, men en meget sanselig fornemmelse af at være et menneske med angst. Og angsten har gode vilkår under en pandemi, så derfor må man handle sig ud af frygten, sætte den ene fod foran den anden og nægte at dø. Jeg citerer digtet, der har lagt navn til digtsamlingen:
”#
i dag skal vi ikke dø
i dag skal vi vaske vinduer
og skære æbler i både
tage fodbad og
tygge tyggegummi
i dag skal vi skrive
”brystbolcher og båndsalat”
på en liste over ting
vi savner
tilføje ”kinaskak og kantareller”
i dag skal vi finde en bog
vi har ledt efter længe
gemt væk i en kasse med
stikdåser og malertape
vi skal støve bogen af
slå op og læse lidt i den for så
at lægge den ned i kassen igen
i dag skal vi
med flere års forsinkelse
endelig få skiftet pæren
i emhætten
og bagefter tage os et langt bad
”because we’re worth it”
og bedst som vi står under bruseren
vil vi komme i tanke om noget
det vigtigste af alt!
slå et klæde om kroppen
og med dryppende hår
gå gennem huset
hen til bordet
med listen over ting
vi savner
og skrive det ned
for så at gå tilbage i bad”.
At bruge kroppen rent fysisk som et værn mod angsten, at påskønne de små ting, at gentage, giver tryghed, og den tryghed kan ligne et barns, og vi er alle børn i den her tid, vi er alle angste, og det formår Dalsgaard på meget poetisk vis at sætte ord på imellem hud, tårer og afmagt. Hungren efter menneskekontakt er heller ikke til at overse, hvilket også må siges at være symptomatisk for tiden og vores afstandstagen for at hindre smitte:
”#
vil skrive
”savner menneskeheden”
på min telefon
men bliver korrigeret
af autocorrect til
”savner menneskehuden”
Kærlighed til jeg’ets relationer, især forældrene, fylder meget i digtsamlingen, det er en form for kærlighedserklæring og en tilgivelse af at være blevet født ind i et kaos. Og selvom jeg’et oplever kaos, er der stadig en stor sorg at anspore over ikke at kunne reproducere sig og give livet og kærligheden videre. Digtsamlingen er omsorgsarbejde, omsorg for den ældre, omsorg for en død kalv. Jeg’et er så empatisk, at det næsten er ved at gå til grunde herover, og jeg forestiller mig et boblende indre, der er ved at flyde over med kærlighed i et meget stort hjerte. Disse meget billeddannende digte giver læseren ro, tryghed og et smil på læben, fordi Dalsgaard også er meget humoristisk og ikke gør sig for god til at gøre lidt grin med jeg’ets umådeligt skrøbelige og empatiske væsen. Ærlighed og nærvær er to ord, der beskriver digtene, og som jeg også forestiller mig jeg’et og forfatteren, og den følelse er de færreste forundt at få formidlet. Fantastisk ægte og charmerende ligeså, en følelse af at dybfølt kram, sådan føltes det at læse digtsamlingen.
En pandemi er forfærdelig, det kan vi vist alle blive enige om; alle de dødsfald og syge medmennesker. Så er spørsmålene: Må man godt glæde sig over noget, når en pandemi raser? Kan der komme noget godt ud af den? Med ”i dag skal vi ikke dø” beviser Dalsgaard, at der kan komme fabelagtig litteratur ud af en pandemi. Og det vil jeg som læser, anmelder og menneske have lov til at glæde mig over.
Titel: Skrøbelige skibe i gudernes hav. Form: Digtsamling. Forfatter: Martin Nørgaard. Sider: 38. Forlag: Selvudgivelse. Udgivelsesår: 2020.
Ordene har en oprindelse, ligeså har menneskene. Hvor stammer vi fra? Hvor skal vi hen? Er græsset guddommeligt? Kan man finde fred i intetheden? Vi har en vilje, og vi kan handle os ud af det værste, eller hvad? Guden som en skaber, en skygge, en metafor. Forhåndenværende digtsamling; ”Skrøbelige skibe i gudernes hav” er både konkret og udsvævende, nærværende og mest af alt eftertænksom i sin helhed.
Dette er mit første møde med Aarhus-digteren Martin Nørgaard. Han har to udgivelser bag sig. Denne hans tredje digtsamling kredser, som titlen også antyder, om Guder, opstandelse, skaberværk, død, ikke kun i henhold til mennesket, men mennesket sat i kontekst til by og natur og dets individuelle syn på livet og kærligheden, hvordan jeg’et formår at navigere i en verden, hvor der er højt til loftet og vidderne er brede, men hvor der også er en begrænsning; mennesket selv.
Man kan opdele digtene i to grupper; Dem, der er mere abstrakte og vedrører den guddommelige natur, som er meget opløftende, smukke og eksistentielle i deres udtryk, og så de mere jordnære, der handler om at være til som menneske i en by, her Aarhus, med relationer, og hvad disse gør ved én på godt og ondt, samt menneskets uundgåelige dødelighed. Nedenstående et af de mere abstrakte digte, som tilfældigvis også er digtsamlingens første:
”solen har hængt
sin brændende skalp
på atmosfærens
boblende blå tapet
ruller mig sammen
i ilden som de andre
bænkebidere
på Jordens kant”.
Virkeligt velkomponeret, sansende digt om de store linjer, hvor Nørgaard alligevel formår at sætte mennesket i relief til den store helhed. I denne type digte er det meget tydeligt, at forfatteren er inspireret af den eksistentielle filosofi og Kierkegaard. Digtene har en dybde, der efterlader læseren meget tænksom over eget liv og eksistens, og det klæder dem. I de mere eksistentielle digte giver jeg’et udtryk for ikke at vide, hvem jeg’et er, hvad jeg’et vil og i det hele taget virker meget søgende i forhold til egen individuelle eksistens og livet på jorden. I det hele taget fylder Gud og hans skaberværk, naturen, meget i digtsamlingen. Som i dette smukke digt:
”ørkensandet
drysser fra himlens si
under øjets knasende hinde
ligger en frelser
lysningens mand
en djævel i mørket”.
Men selvom den frelsende Gud er nær, kan han være en skygge af sig selv, her ”en djævel i mørket”, og ligesom han har skabt alt det smukke og gode, fornemmer jeg, at jeg’et også ser en mørkeside, hvorved der altså ikke er tale om uforbeholden hengivelse til Gud, men en vis skepsis, om end en anerkendelse af dennes eksistens. Måske er der tale om et agnostisk jeg?
Skabertrangen hos Gud kan som metafor overføres til en digters skabertrang af sit værk, og det sidste digt i digtsamlingen indeholder en direkte henvisning til Skabelsesberetningen:
”på den syvende dag
tog jeg ud til dit kvarter
hvor aftenens blege mørke
flød som en pastel under
opgangenes flimrende lys
læberne nynnede fra dage i
resonans med din lejligheds
klagende gulvbrædder; husets symfoni
under din ryg
over dit vejr
men så blev det tid at gå.”
Altså, på den syvende dag, da verden/digtsamlingen blev skabt, var det tid til at bryde op og efterlade den til menneskene/læserne. Måske er jeg lidt for konkret i min analyse, men jeg ser i hvert fald en stærk skabertrang i digtsamlingen, hvor der gøres brug af personificeringer og metaforer, og også en enkelt henvisning til musik (David Bowie).
Og slutteligt et citat af de lidt mere konkrete digte, der alligevel ikke er helt jordnært, men hvor Nørgaard formår at flette byen, mennesket, naturen og oprindelsen sammen i en fin konstellation:
”jeg vandrer med tankerne over Lille Torv
med lukkede øjne og frygten for at tabe det hele
i fugerne mellem de glatte sten
som hvert sekund må mærke byens rastløse gang
under tusinde kroppe
kød, skelet, sekret
som hemmelige skakter oplyst af fjerne måner
der ikke fører til andet end spørgsmål
om altings oprindelse og ikke mindst det
som ikke blev”.
De mere jordnære digte rummer en form for grundangst, en angst for døden, for forgængeligheden, men der er også optimisme at spore, kærlighedsrelationer og ikke mindst håb.
Nørgaard har med denne samling digte skrevet sig ind i mit hjerte. Den er storladen uden at være prangende og pompøs, og så giver den enormt meget stof til eftertanke. Det kan godt være, det er en forholdsvis lille digtsamling, men den har stor fylde og eksistensberettigelse. Den er på en måde det modsatte af at være navlebeskuende, og den slags litteratur, tror jeg, vi har brug for til at minde os om, at vi ikke er jordens centrum. Det er kun sundt. Tak for læsningen, Nørgaard.
Titel: Hvede. Form: Roman. Forfatter: Arne Herløv Petersen. Sider: 282. Forlag: Det Poetiske Bureau. Udgivelsesår: 2019.
Det danske litterære tidsskrift, Hvedekorn, hed fra 1930 Vild hvede og blev redigeret af Viggo F. Møller (1887-1955) i 25 år, og tidsskriftet havde i denne periode især fokus på ung lyrik og grafik. Det er de unge digtere fra denne periode, der blandt andet tæller Tove Ditlevsen (1917-1976), Halfdan Rasmussen (1915-2002) og Morten Nielsen (1922-1944), der er omdrejningspunktet for romanen ”Hvede”.
Arne Herløv Petersen (f. 1943) har med ”Hvede” begået et solidt bidrag til den danske litteraturhistorie. Bogen er nemlig bygget på et vældigt kildemateriale, så historiske fakta og dialoger så vidt muligt er holdt autentiske. Derfor er det heller ikke i gængs forstand en ”almindelig” roman, men et slags autofiktivt værk.
Vi følger den unge digter Morten Nielsen tæt, hans kærlighedsliv og rejsen fra Aalborg til København, hans liv med skriften og den evige usikkerhed på eget talent, hvordan han under 2. verdenskrig går ind i Modstandsbevægelsen og på tragisk vis dør under uvisse omstændigheder i 1944. Vi følger den unge Tove Ditlevsen, der er gift med redaktøren Viggo F. Møller i en to-årig periode, hvordan hun skriver til Vild hvede og i 1941 udgiver den kritikerroste roman ”Man gjorde et barn fortræd”. Vi følger flere unge lyrikere, der ender med at danne Unge Kunstneres Klub (UKK) på opfordring fra Møller. Tove Ditlevsen bliver formand. Her mødes de unge poeter i et forsøg på at gøre den ensomme forfattergerning mere social og møde ligesindede. UKK er en meget uensartet gruppe, men deres fælles kærlighed til skriften og sproget giver dem et tilhørsforhold, i hvert fald i de 1,5 år klubben eksisterer. Nedenstående et citat fra romanen om klubbens første mødeaften:
”Dér sidder de, de er for første gang samlet, de sidder på sorte stole med lysende armlæn af metal rundt om tre borde, der er skudt sammen. Der er duge på bordene, der er både lagkage og småkager. De har fået kaffe. Eller Mokka de Pløre. De sædvanlige bemærkninger om løbesod og negersved. De har vedtaget at være dus alle sammen. De præsenterede sig bordet rundt. En efter en bliver de til for de andre. De har været verslinjer og stregtegninger i bladet. Nu kommer der navn og krop på digtene og tegningerne. Det er forvirrende; det er sjældent personen passer til det indtryk, de andre har fået ud fra det, de har læst og set. Morten kender de som Karl, men nu kommer der et andet navn på ham. Og digtene skal hæftes på den store, rødhårede og fregnede dreng, der ligner en forkarl, lidt ludende, med hængende arme. Lidt tung og træg i det, lidt landlig; hvordan kan han have skrevet de digte? Og Tove, med bukler i håret og store, lidt udflydende læber og et knæk på næsen. Hun taler lidt vådt og læspende, der kommer små spytbobler frem i mundvigende Hvordan kan hun være den, der sørgede så smukt over sit lille barns død?”
Som litteraturinteresseret, og med særlig kærlighed til Tove Ditlevsen, var ”Hvede” en dragende læseoplevelse. Mange ting vidste jeg godt fra den forrige litteratur, men det gør ikke noget, denne måde at forene disse unge håb, deres skrift og liv er enormt spændende. Mange ting vidste jeg ikke, og derfor var den også meget lærerrig. Bogen er udover at være et litterært litteraturhistorisk værk, et blik ind i tiden under 2. verdenskrig, og det giver bogen en ekstra dimension. Især fordi det ikke er fiktion, så meget desto mere skræmmende og interessant. Den der helt særlige krigsstemning er skildret godt. Som eksempelvis i følgende citat:
”Bagefter sad de rundt omkring og drak øl og Patria frugtvin og snakkede. Der var to ting, de aldrig snakkede om, når de festede – i hvert fald ikke så længe, de var ædru – og det var krigen og det, de selv sad og skrev. Men alt muligt andet snakkede de om. Skuespilleres privatliv og seksuelle orientering, bladnegrenes meriter, udsigten til endnu en isvinter, ”Kammerat-hustru” i Metropol og ”Peter Ibbetson” i Rialto, og hvad der havde stået i kronikken i Politiken, og så satte de plader på grammofonen og spillede Louis Armstrong og Cab Calloway og dansede, og Halfdan høvlede rundt med dem alle sammen. Han lignede en lille abe, når han kylede rundt med de største og tykkeste af de tilstedeværende kvinder; han kunne svinge dem i luften, så alt på dem skvulpede og gyngede; det var helt imponerende. Der var noget førindustrielt over hans dans. Havnearbejderen der langer kulsække, møllersvenden der svinger melsækken ned fra læsset.
– Vi er ikke rigtig voksne, fordi vi aldrig har været børn, men bare små drømmere, sagde Morten til Tove. – Og vi er rige, fordi vi er fattige. Men hvor kan vi more os. Hvor er det dejligt at være digter. Hvis alting er ad helvede til, kan man bare finde på. Og så ser det hele lysere ud igen.”
Rent sprogligt skulle jeg lige ind i en rytme med at læse bogen. I starten syntes jeg, den virkede kantet og meget abrupt i sine sætningskonstruktioner, med indskudte, halve og hele sætninger. Der er en fart over den måde, den er skrevet på, og det tolker jeg som en vis ivrighed med at fortælle, eller så er det en følelse af hurtighed og fart over feltet forfatteren forsøger at indgyde. Når man som først er kommet lidt ind i bogen, glider det fint, når først man er blevet fortrolig med formen, og man kan interessere sig for indholdet. Men det er ingen nem bog at læse, den er tung, fordi den er så videnstung med mange henvisninger til litteratur. Der er ligeledes gjort brug af litterære citater, og det synes jeg, fungerer godt.
For den litteraturinteresserede, særligt indenfor den danske litteratur, vil jeg sige, dette er et must-read. Der er simpelthen så mange guldkorn i den. Hvis man ikke er så velbevandret i tidlig dansk litteratur, kan man lære en hel del herom, og tiden før og under 2. verdenskrig. Man bliver beriget sprogligt og intellektuelt, men man skal ikke give op, hvis den virker ufremkommelig, det er den ikke til syvende og sidst. Den er en uvuderlig kilde til viden om nogle af vores mest yndede digtere. Det er en vigtig bog.
Titel: Jeg er blevet et hylster. Form: Digtsamling. Forfatter: Linus Carlsen. Sider: 53. Forlag: Arkiv for detaljer. Udgivelsesår: 2019.
”Jeg er blevet et hylster” er et ridt udi melankolien og de tunge følelser, der opstår, når man mister den, man elsker, og næsten mister sig selv. Men det er også noget med at kunne se det smukke i sin sorg og betragte den oppe fra og give den plads.
Linus Carlsen er en digter, der ikke er bange for at dykke ned i tristessen og give den form og retning. Som f.eks. her:
”allerede
er det brudt
bristet og
næsten ikke til
at bære
ved din ankomst
træder det ind
skraber og flænger
som en ingen ting
og fortrudt”
Eller her:
” jeg er ret sikker på at det kan
ses på mig
hvordan ingenting rigtigt betyder noget længere
hvordan ingenting rigtigt hænger ved”
Den eksistentielle tvivl er til at tage og føle på, selvom det er korte, stramt komponerede digte. Der er en dybde i digtene, der nærmest rummer en afgrund i sig, som at stå på kanten af en klippe og kigge ned i intetheden, men alligevel vide, at det man rammer er blødt som mos. Der ligger en følelse af afmægtighed, men den har stor patos og viljestyrke, og på den måde minder digtsamlingen mig om Strunge og punkpoesien, måske fordi Strunge lod sig inspirere af musik, og Carlsen ligeledes er musiker. En anden lighed til Strunge kan ses ved fremmedgørelsen af mennesket i byen. Jeg citerer:
”kan du forestille dig
noget mere ensomt
gaden lyder
forblæst”
Og dette:
” dansende skrald i
krydsvinden ved stationen
fingre der flettes sammen og
ud igen
bygningernes aftryk
mennesker uden grund”
Den indvirkning byen, måske særligt storbyen, kan have på os, kan efterlade os tomme og ude af sync med selvet. At vi alle sidder inde bag vinduer, afsondret, langt fra hinanden, ensomheden i storbyen som et form for forsvindingsnummer og måske endda, når vi er ude blandt andre. At være ensom i selskab er som at få revet hjertet ud, og den følelse får man, når man læser digtsamlingen.
Der er ikke noget dødsønske i digtene, men en underliggende dødsangst, som ligger latent mellem linjerne, måske fordi viljen til liv er så stor. Det er magtpåliggende at få levet det liv, der virker så trist.
Og mit absolutte yndlingsdigt:
”i udkanten
venter vi
let berørte
af de mennesker
vi var”
Det er virkelig smukt og rørende og virkelig trist. Som at se tilbage på et liv, der måske ikke blev som forventet, et liv der bød på skuffelser, men også det modsatte, ikke desto mindre, vi er forandrede, tiden og livet har gjort os til nogle andre, måske venter vi på, at livet skal begynde sådan rigtigt, måske venter vi på, at der skal ske noget stort og banebrydende, så vi endelig kan blive lykkelige. Denne fortsatte higen efter det gode liv og den ultimative kærlighed er også tilstede i digtene.
Som titlen på digtsamlingen angiver; ”Jeg er blevet et hylster”, kan det at gå igennem livet også være en tomhedsfølelse, at føle, at man er en skal, en afart af sig selv, men måske også et hylster i den forstand, at man som menneske rummer alle disse store følelser, eller det kan være et hylster for sorgen over en forlist kærlighed eller et forspildt liv. Vi er vel alle hylstre i en eller anden forstand, vi har forskellige ham til forskellige sfærer, og måske især i disse identitetspolitiske tider.
Carlsen har med ”Jeg er blevet et hylster” bidraget med en fin digtsamling, der på én og samme tid hensætter læseren til en følelse af melankoli og virkelyst, og det er egentlig ret beundringsværdigt. Hvis man kan lide Strunge, måske særligt ”Vi folder drømmens faner ud”, vil man kunne lide denne digtsamling.
BookHaul har interviewet forfatter og formidler Daniel Boysen (f. 1986) om romanen “På sit yderste”, 2019, og du kan høre det på SoundCloud lige her. Du kan læse anmeldelse af bogen her.
Titel: På sit yderste. Form: Roman. Forfatter: Daniel Boysen. Sider: 227. Forlag: Jensen og Dalgaard. Udgivelsesår: 2019.
Det er som at svømme i en drøm. Man er let, og vandet er ordene, der holder en oppe. Opholdelsesdriften er stærk. Man ser smukke lysglimt og alskens farver, særligt lyse. Sådan er det at læse Daniel Boysen’s værk ”På sit yderste”. En meget fin, smuk, sart og poetisk oplevelse. Jeg holder meget af digte, og Boysen er da også digter udover at være romanforfatter, måske derfor er jeg så betaget af denne bog. For i min optik er digtere de bedste romanskrivere. Af andre digtere, der også skriver fremragende romaner, kan jeg nævne Olga Ravn. Hendes debutværk fra 2012 var netop en digtsamling; ”Jeg æder mig selv som lyng”.
I denne roman møder vi en kvinde, der bliver ramt af en hjerneblødning, og hvordan hun i denne sælsomme tilstand flyder ind i en verden af minder, drømme og uvirkelighed. Læserens møde med kvinden er der, hvor hun står mellem kanten på liv og død, og altså, på sit yderste. Hun erindrer i glimt, og slet ikke kronologisk, og nogle gange har hun svært ved at skelne mellem virkelighed og drøm. Denne komatøse tilstand henstiller hendes hjerne til at frembringe de smukkeste minder, særligt om natur, relationer igennem livet, men også smertelige minder om tab, sorg og fortrydelse. Hvad oplever man som menneske, når/inden man skal dø? Det er det, Boysen er dykket ned i, og på det grundlag, at romanen udfolder sig. Nedenstående er et citat fra et erindret minde med faderen:
”Disen indhyller træerne længst ude og ophæver horisonten, og træerne kunne fortsætte langt ud i universet, det kunne de, stjernerne kunne sidde i træerne og vente på at lyse, hun har lyst til, at de skal blive her indtil det bliver nat, så hun kan se, om stjernerne er vokset ind i træerne på jorden.
Træerne slår over i en ny frekvens, hun kan høre dem indefra, mærke alt der kravler på dem. En fugleedderkop sidder skjult for omverdenen på hende, dens fløjlsbrune krop er sart, giftkrogene næsten usynlige.
Og når det bliver efterår, falder bladene til jorden med stjernerne i sig og ligner en måneformørkelse med en grøn ring yderst i alt det gule. Når stjernerne slukkes, tager de sorte pletter over, inden bladene også forsvinder.
Hun mærker farens hånd på sin skulder.
De sparer på ordene, men bruger dem i flæng når de har gæster.”
Udover at være meget poetisk i sit sprog, meget malende og nøgtern, er det et interessant tankeeksperiment, der kun er os forundt, når vi står på kanten af livet, inden vores forestående død. Det, der også er så fint ved bogen er, at døden ikke er beskrevet som en rædsel, men som en naturlig del af et liv. Accepten af, at vi skal dø, og at den også er en del af livet, er meget stærk og tankevækkende. I en verden, hvor vi som mennesker forsøger at undsige os døden og flygte fra den, og hvor der er et enormt fokus på ungdommens skønhed, som viser sig som stigningen i brugen af botox, sundhed og tynde kroppe i mediebilledet, er det virkelig en lise at læse om døden på denne måde, som Boysen beskriver den. På den anden side er kvinden ikke drevet af en dødsdrift, og Boysen forherliger ikke døden, det er ikke en ”selvmordsroman” (selvom jeg ikke bryder mig om det ord), det er en beskrivelse af, at sådan kan livet også se ud og opleves. Romanen er med den allestedsnærværende død meget livsbekræftende, idet den zoomer ind på de ting, der er væsentlige i et menneskes tilværelse.
Det er altid interessant, når en forfatter introducerer en protagonist, der har modsat køn end forfatteren selv. Ja, og alder lige så. Og selvfølgelig kan mænd skrive om kvinder, men holder det? Kan forfatteren virkelig frembringe noget ægte, virker det oprigtigt, autentisk, og der må jeg bare sige ja i denne henseende. Boysen maler et billede af en ældre kvinde og dennes relationer til sine børn, kærligheden til dem, og de tab hun oplever, og Boysen gør det på en meget overbevisende måde. Man tænker slet ikke over, at forfatteren er en mand. Og det er vel også en af de ting, skønlitteraturen kan, nemlig male verdener, der kun er opstået i fantasien, og gøre dem lys levende for læseren. Og det er det smukke ved skønlitteratur, at vi kommer derind, hvor vi ikke anede, vi kunne komme. Op bliver oplyste.
Boysen’s debutroman ”Fordi ilden er vores” havde et helt andet udgangspunkt, nemlig hans eget liv og egne relationer. Denne type roman er en helt anden, og det er hverken bedre eller dårligere, bare en anden skrivetradition. Måske er det derfor, ”På sit yderste” ikke har fået nogen opmærksomhed og anmeldelser, fordi anmelderne forventede noget andet? Det er virkelig ærgerligt, for, og nu skriver jeg noget vildt, men jeg mener det fra dybet af min sjæl; denne roman er et overset mesterværk og et eksempel på, hvor stor litteratur, der kan komme ud af de små forlag. Som læser bliver jeg tit begejstret, men jeg er forsigtig med at kalde noget et mesterværk, men det mener jeg vitterligt ”På sit yderste er”. Et poetisk mesterværk. Vi må så bare håbe, at anmelderne snart begynder at anmelde andet end fra de store forlag, da vi jo ved at anmeldelser i dagbladene giver læsere, og denne roman fortjener virkelig at blive læst. Det er første gang, jeg har læst ”På sit yderste”, men det bliver ikke sidste. Det er helt sikkert.
Titel: Afstande over vand. Form: Roman. Forfatter: Jens Peter Kaj Jensen. Sider: 365 Forlag: Ekbátana. Udgivelsesår: 2020.
Jens Peter Kaj Jensen har blik for det interpersonelle og karakteropbygning. I denne hans fjerde roman, med det skrevne ord som erfaring både udi litteraturfilosofi, lyrik, børnebog, essay, filosofi mv., demonstrerer han på overbevisende vis, at han nok først og fremmest er romanforfatter. Og hvilken en!
”Afstande over vand” er en af den slags romaner, der vil komme til at sætte sine spor i sin læser, et meget fint og poetisk aftryk. Historien fungerer bare, karaktererne har dybde og autencitet, og så er miljøbeskrivelserne meget sanselige og smukke.
Tom, som er historiens protagonist, er en forretningsmand, der er vendt tilbage til Danmark og sin gamle hensygnende fødeby Lille Fuglede, efter at have boet en årrække med familien i Boston, et egentligt udmærket og succesfuldt liv med kone og to børn. Men noget trækker i Tom. Han har en ambitiøs plan om, at bygge Lille Fuglede, og byerne heromkring, op fra bunden, og gøre det til en attraktiv, grøn og kulturel egn for kunstnere og deres børn. Problemet er bare, at hans kone Tina og deres to børn, bor på den anden side af oceanet. Men Tom lærer at leve med afsavnet og realiserer til en vis grad sin idealistiske drøm.
Det, der gør ”Afstande over vand” til en eminent læseoplevelse, bygger på flere aspekter. For det første er sproget ret poetisk og sansende. Bare da jeg læste starten på romanen, var jeg solgt:
”Skulle man med en ugunstig understrøm, klamrende sig til sin brodne planke, drive ind fra Kattegat mod Sjællands vestkyst, ville man bjerge sine tunge lemmer i land ved Bjerge Sønderstrand, og man ville finde Søndervang, som ellers ubemærket lirker kystlinjen op og åbner ind mod en sært hengemt egn, hvor toget ikke har kørt siden kommunalreformen.
Man ville tømme skoene, slå vandet af sig, smage på den salte hud og håndrodsknoglen og sjoske ind ad den hullede kommunevej, hvor to personbiler umuligt kan passere hinanden uden at slå sidespejlene ind”.
Så er vi ligesom i gang, og Jensen har solgt præmissen til sin læser. Og sat barren højt. Jeg kan huske, jeg under læsningen tænkte, om forfatteren mon kunne holde denne kadence, og det kan han. På flere måder minder han mig i sin skrivestil om Kristian Bang Foss, især udmyntningen og opbygning af romanen og karaktererne, da der er et vældigt persongalleri, men ikke en karakter for meget. Men faktisk vil jeg sige, at ”Afstande over vand” er mere gennemført og helstøbt udformet, end f.eks. ”Frank vender hjem”. Karaktererne i ”Afstande over vand” er på en måde mere troværdige, og selvom der i bogen indgår originaler, er de knap så karikerede. Faktisk slet ikke. Ud over karaktererne, er lighedspunkterne med ”Frank vender hjem”, en slags voksenalderens ”coming-of-age”-roman. Heri ligger ikke en udvikling fra ung til voksen, men en udvikling i personligheden, der bliver afgørende for protagonisten, der må forholde sig hertil og handle, som ofte benævnes udviklingsroman.
For det andet er de temaer, bogen behandler, vedkommende og almengyldige. Temaet: de ofre, idealisten må bringe, må være et af de væsentligste. Altså Tom, der ofrer sit ægteskab og forlader sine børn for at opnå en idealistisk drøm. Eller er det bare egoisme? Det er den evige diskussion. Ægteskab vs. singleliv er ligeledes et tema, der fylder i romanen. Måske ikke så meget ægteskabet som institution, men mere som den tætte relation imellem partnere, og de dynamikker, der indgår i et partnerskab. Svigt, voldtægt, indespist kultur, skam, økologi og begær er blot nogle af de temaer, der indgår i romanen.
For det tredje er Jensen formidabel til at opbygge det relationelle imellem karakterne, og jeg tror, det er derfor, de virker så helt igennem autentiske, samtidig med, at de er mangefacetterede og komplekse og handler, som mennesker nu engang gør, ud fra motiver, der måske ikke altid er åbenlyse for andre.
For det fjerde er Jensen skarp, når det handler om at sætte ord på komplekse følelser, som f.eks. i nedenstående citat:
”De første år som far så han ind i sig selv, når han kiggede Kirk i øjnene. Det var først i det øjeblik, han tænkte over det, først når han rev sig løs fra denne umiddelbare forførelse, han vidste, at han havde forvekslet sin egen bevidsthed med Kirks, men allerede få år senere måtte Tom forlige sig med, at Kirk aldrig ville komme til at kende hans tanker og følelser som sine egne, ligesom han aldrig skulle komme til at kende drengens til bunds. Denne tavse erkendelse gjorde ham hver gang uendeligt ensom og fyldte ham med en dyb trang til at synke tilbage til den mere naive tilstand, den ubevidste forening med drengens blik. Den følelse af fuldkommen sammensmeltning kunne pludselig igen opstå ud af intet, men i stadig kortere og kortere øjeblikke, og han kunne ikke tænke den frem. Alligevel har den indbildte horisontsammensmeltning fortalt ham noget om ham selv, som står ved magt. Kirks øjne har hjulpet ham til bedre at huske sig selv; nu ved han, at de svigt, han ryster af sig som voksen, er de samme som dem, man mærker som barn. Blot har voksne ladet sig hærde gennem den lange række af svigt”.
Jeg kan fuldstændig genkende og leve mig ind i denne ensomhed, man som forælder føler, når man indser, at man ikke har fælles bevidsthed med sit barn. Det er virkelig ovenud godt beskrevet. Og sådan er der mange guldkorn i romanen. Små aha-oplevelser og pråse, der går op for en.
Betegnelsen dannelsesroman popper op i min bevidsthed, når jeg læser ”Afstande over vand”, selvom dannelsen af Tom sker langt senere i livet, end for de fleste andre dannelsesromaners hovedpersoner. I virkeligheden vil jeg betegne romanen som en slags genrehybrid imellem ”coming-of-age”-romanen, dannelsesromanen og en poetisk konstellation af lyrisk skønhed. Det er virkelig godt håndværk, og jeg håber, bogen når ud til mange læsere. Herfra skal der i hvert fald lyde en opfordring til at få den læst. Well done, Jensen.
Den 23. marts 2020 er det fire år siden, Viggo Bjerring (f. 1981), debuterede med den fabulerende og finurlige samling fortællinger med navnet ”Balancekatten” på forlaget Spring. Jeg anmeldte den i sin tid på den litterære blog Modspor.dk, drevet frivilligt af Rikke Juelsen, og jeg skrev blandt andet: ”Viggo Bjerring bevæger sig i spændingsfeltet filosofi og det meget konkrete, imellem tunge fraseringer og umiddelbare udsagn. Virkelighed og rationalitet er irrelevante størrelser, det er sandheden forstået som indsigt i en ikke-indsigt, det er den lakoniske form, der rammer plet i menneskets syge natur og forhistorie, det er en trang til at vise en virkelighed, der kun kan forstås nedbrudt og i en ufuldstændig form. Bogen er en kompleks sag med et højt lichstal, men forfatteren formår at navigere kompetent i moradset, uden at det bliver for højpandet. (…)” Hvis du har lyst, kan du læse anmeldelsen her. Jeg var dengang meget begejstret, og det blev jeg også med Bjerring’s anden udgivelse ”QWERTY”, udgivet på forlaget Ekbátana samme år, altså 2016. Læs min anmeldelse af den på Modspor.dk her. Jeg så i Bjerring en meget lovende forfatter på vej op, og kortromanen ”QWERTY” blev da også nomineret til Dansk Skønlitterære Forfatteres pris, Den Svære Toer i 2017.
Da jeg startede BookHaul, tænkte jeg meget over, hvad indholdet skulle bestå af, og jeg har altid interesseret mig meget for forfatteren bag værket, og så poppede Bjerring op i min bevidsthed, og jeg tænkte, gad vide om han har lyst til at give et e-mailinterview, og det havde han, – hvilken fryd. Til de nysgerrige, mig selv inklusive, kan jeg sige, at Bjerring skriver på noget, men han vil ikke afsløre hvad, hvilket jeg godt kan forstå, men han skriver på nyt! Så det er bare at vente i spænding på næste udgivelse. Indtil da kan du fornøje dig med dette interview, der kom ud af vores e-mailkorrespondance:
Meget banalt måske, men hvorfor skriver du? Hvad giver det dig?
Jeg skriver især for at opholde mig i den besynderlige tilstand, der af og til opstår i skrivningen: oplevelsen af at teksten tager magten, og at der kan opstå noget nyt og uventet. Det bedste er, når jeg selv bliver overrasket og fx pludselig griner af noget, jeg åbenbart har skrevet; når teksten tager fusen på mig. Hvis jeg sidder og gnægger foran computeren og næsten ikke kan få ro på mig selv til at skrive den næste sætning, så er det et godt tegn. Derfor er det også vigtigt for mig ikke at planlægge skrivningen for meget på forhånd – at overlade noget til tilfældet og heldet.
Skrivningen kan også være en måde at tænke på, at filosofere og fantasere på. Hvis jeg vil ophæve tyngdekraften eller lade tiden gå baglæns, kan jeg gøre det i teksten og bygge mit eget univers. Men oftest har jeg den oplevelse, at teksten har taget magten, og at det er mig, der bliver leget med, og det er en fantastisk tilstand. Det er naturligvis skønt, hvis nogen senere får en interessant læseoplevelse i kraft af noget, jeg har skrevet, men det er ikke grunden til, at jeg i første omgang skriver.
Du siger, du har brug for at overlade noget til tilfældet og heldet, når du skriver. Har du en arbejdsrutine, eller skriver du kun, når “du føler dig inspireret”?
Jeg har forfærdeligt mange rutiner og vaner. Så mange at det sikkert tager sig neurotisk ud set udefra. Rutinernes funktion er bl.a., at jeg også bliver tvunget til at skrive, når jeg ikke ”føler mig inspireret”. Rutiner er en god måde at snyde præstationsangsten på: kl. 9.15 går du i gang med skrive, og så er det sådan det er. Uanset om du så føler dig inspireret, hvad det så end betyder. Rutinerne kan derved netop være det, der giver plads til tilfældet og heldet – så længe rutinerne befinder sig rundtomkring skrivningen som en ramme og ikke nede i selve teksten.
At føle sig inspireret kan derimod godt bare være en forbigående overskudsagtig følelse, der kan føre til banale tekster. Omvendt kan der komme gode tekster ud af frustration, vrede eller endda træthed, som man ikke ligefrem forbinder med ”det inspirerede”. Det er godt altid at være skrivende og derved indfange et stort spektrum. Når jeg skriver og redigerer lange prosatekster, forsøger jeg dog at være udhvilet og veloplagt, men det er mere et spørgsmål om fysik; at kunne holde til at bide sig fast i skrivebordet i flere timer i træk.
Hvad så når skrivningen ikke fungerer, hvis du ikke kan komme ind i skrivetilstanden?
Når skriften ikke fungerer, så føles det lidt som en form for avanceret selvtortur at sidde foran tasturet. Men sådan er det også at skrive. Tvivlen er der hele tiden, en hel masse tvivl hele tiden. Derfor er det også nødvendigt med noget selvtvang. For måske er det først ved tredje gennemskrivning, imens jeg hader teksten allermest, at jeg får formuleret et eller andet, der trækker det hele i en ny retning.
Skrivning handler i det hele taget meget om omskrivning og redigering. Det tales der ikke så meget om, når forfattere giver interviews, synes jeg. Som regel er det det første ”inspirerede” udkast, der løber med omtalen, og det kreative og redigeringen adskilles som to forskellige faser. Men skrivning og redigering er svært at skille ad, synes jeg. For mig er det sideløbende processer, og det er vigtigt, at redigeringen også er ”inspireret” og kreativ meget langt hen ad vejen.
Avanceret selvtortur, det lyder virkelig ikke rart. Men glæden ved at få skrevet opvejer torturen?
Måske. Eller måske er det bare en nyttig fiktion at tro, at det forholder sig sådan. Men måske er det slet ikke det væsentlige. Den skrivetilstand, jeg taler om, er først og fremmest en vild og fremmed tilstand, der handler om noget andet og mere end behag og ubehag. Ligesom litteraturen også gerne skulle skabe noget andet og mere interessant end behag og ubehag.
”Selvtortur” er nok at sætte det på spidsen, men det er nu engang en underlig beskæftigelse at sidde alene og lede og lede efter sætningerne, og ofte virker det nødvendigt at gå derhen, hvor det er mest anstrengende, besværligt osv. Og samtidig er der jo ingen, der tvinger mig til at skrive. Kun mig selv.
Men det er nok bare sådan det er. Jeg kan i hvert fald ikke lade være med at opsøge skrivningen igen og igen. Den giver mig noget, jeg ikke kan undvære.
Du blev med QWERTY nomineret til prisen Den svære toer. Hvordan har du det med priser? Er det noget, du stræber efter?
Jeg blev helt sikkert glad for nomineringen, og de læsere bogen fik i den anledning, men priser er ellers ikke noget, jeg går og tænker på. Ellers ville jeg nok også skrive nogle andre bøger. Jeg tror, at priser er en dårlig motivation for at skrive en god bog, det er det i hvert fald for mig. Dén impuls skal komme et helt andet sted fra.
Jeg synes også, at det var cool, at man valgte at nominere en så sær bog som QWERTY fra et lille kvalitetsforlag som Ekbátana. Heldigvis sker det jo engang imellem, at anmeldere og medier opdager en af de mange gode udgivelser fra mikroforlagene. Senest og mest markant skete det naturligvis med Jonas Eikas Efter solen (Basilisk), og forhåbentlig er det ved at ændre sig.
Nu du nævner mikroforlag, hvad er det, de kan i forhold til de store forlag, i din optik?
De små forlag er tit mere risikovillige og eksperimenterer mere. De arbejder oftest con amore og er ikke afhængige af at generere profit på samme måde som de store.
Hos Forlaget Ekbátana har jeg desuden været meget tæt på udgivelsesprocessen og haft stor indflydelse hele vejen igennem. Det kan jeg godt lide. Først og fremmest har forlaget dog en dygtig redaktør – Christel Sunesen – og ethvert forlags kvalitet står og falder dermed, både store og små.
Der er generelt masser af gejst hos mikroforlagene, som kun har ganske få udgivelser og derfor brænder for hver eneste bog, men passion er selvfølgelig ikke nok i sig selv.
De bedste af de små forlag forekommer mig dog at være markant undereksponerede i medierne ift. de store forlag, hvis man ser på kvaliteten af de enkelte udgivelser. Men de store forlag har naturligvis et helt andet markedsføringsapparat til rådighed.
Hvem er dine litterære inspirationskilder, hvis nogen?
Det første navn, der falder mig ind, er Peter Seeberg. Både den tidlige og den sene Seeberg holder jeg meget af. Kafka og Dostojevskij var den første litteratur, som virkelig ramte mig, dengang jeg var 18-19 år – og lidt senere Virginia Woolf. Jeg læste nærmest kun klassikere dengang, og især de tre førstnævnte slipper jeg vist aldrig af med igen. De præger utvivlsomt det, jeg skriver.
I dag er jeg som læser lidt af en omnivor, men jeg kan stadig godt lide forfattere, der har blik for det absurde, og dem der stilistisk set går til yderligheder. De bøger, der betyder mest for mig, er tit de mest idiosynkratiske, fx Thomas Bernhards. Det er fedt, når man som læser tænker: Wauw, sådan kan et menneske åbenbart også skrive og tænke! – og man nærmest føler sig lidt stolt på artens vegne. I de senere år har jeg også været begejstret for fx W.G. Sebald og hans melankolske essayistik.
Faglitteratur inspirerer mig lige så meget som skønlitteratur, bare på en anden måde. Her læser jeg også meget bredt, men især naturvidenskab, historie og filosofi. Jeg er lige gået i gang med at genlæse Hannah Arendts The Life of the Mind. Hun skriver noget af det smukkeste filosofiske prosa, jeg kender.
Oplever du, at litteraturen kan rykke ved vores selvforståelse, eller er det bare en floskel?
God litteratur rykker nærmest per definition ved vores selvforståelse. Den kan give os erfaringer per stedfortræder, den kan være et spejl for os og ændre vores selv- og verdensopfattelse. Ingen tvivl om det. God litteratur er bevidsthedsudvidende, men aldrig på en triviel eller entydig måde. God litteratur kan fucke med din bevidsthed, dine følelser og dit sprog, men resultatet er altid åbent, alt efter hvem du er, hvor du er i dit liv, og hvordan tidsånden er. Derfor er det også interessant at genlæse den samme bog på forskellige tidspunkter i ens liv.
Jeg tror dog ikke, at litteraturen partout gør os til bedre mennesker i etisk forstand, hvis det er det, du sigter til. Det mener jeg heller ikke er dens opgave. Litteraturen har som sådan ikke nogen opgave, men kan frit udforske verden og alt menneskeligt, stort som småt. Litteraturen er en slags grundforskning i eksistensen.
bookhaul.home.blog 