// Forfatterinterview: Viggo Bjerring //

FOTO: Thilde Mørup Christensen

Den 23. marts 2020 er det fire år siden, Viggo Bjerring (f. 1981), debuterede med den fabulerende og finurlige samling fortællinger med navnet ”Balancekatten” på forlaget Spring. Jeg anmeldte den i sin tid på den litterære blog Modspor.dk, drevet frivilligt af Rikke Juelsen, og jeg skrev blandt andet: ”Viggo Bjerring bevæger sig i spændingsfeltet filosofi og det meget konkrete, imellem tunge fraseringer og umiddelbare udsagn. Virkelighed og rationalitet er irrelevante størrelser, det er sandheden forstået som indsigt i en ikke-indsigt, det er den lakoniske form, der rammer plet i menneskets syge natur og forhistorie, det er en trang til at vise en virkelighed, der kun kan forstås nedbrudt og i en ufuldstændig form. Bogen er en kompleks sag med et højt lichstal, men forfatteren formår at navigere kompetent i moradset, uden at det bliver for højpandet. (…)” Hvis du har lyst, kan du læse anmeldelsen her. Jeg var dengang meget begejstret, og det blev jeg også med Bjerring’s anden udgivelse ”QWERTY”, udgivet på forlaget Ekbátana samme år, altså 2016. Læs min anmeldelse af den på Modspor.dk her. Jeg så i Bjerring en meget lovende forfatter på vej op, og kortromanen ”QWERTY” blev da også nomineret til Dansk Skønlitterære Forfatteres pris, Den Svære Toer i 2017.

Da jeg startede BookHaul, tænkte jeg meget over, hvad indholdet skulle bestå af, og jeg har altid interesseret mig meget for forfatteren bag værket, og så poppede Bjerring op i min bevidsthed, og jeg tænkte, gad vide om han har lyst til at give et e-mailinterview, og det havde han, – hvilken fryd. Til de nysgerrige, mig selv inklusive, kan jeg sige, at Bjerring skriver på noget, men han vil ikke afsløre hvad, hvilket jeg godt kan forstå, men han skriver på nyt! Så det er bare at vente i spænding på næste udgivelse. Indtil da kan du fornøje dig med dette interview, der kom ud af vores e-mailkorrespondance:  

Meget banalt måske, men hvorfor skriver du? Hvad giver det dig? 

Jeg skriver især for at opholde mig i den besynderlige tilstand, der af og til opstår i skrivningen: oplevelsen af at teksten tager magten, og at der kan opstå noget nyt og uventet. Det bedste er, når jeg selv bliver overrasket og fx pludselig griner af noget, jeg åbenbart har skrevet; når teksten tager fusen på mig. Hvis jeg sidder og gnægger foran computeren og næsten ikke kan få ro på mig selv til at skrive den næste sætning, så er det et godt tegn. Derfor er det også vigtigt for mig ikke at planlægge skrivningen for meget på forhånd – at overlade noget til tilfældet og heldet. 

Skrivningen kan også være en måde at tænke på, at filosofere og fantasere på. Hvis jeg vil ophæve tyngdekraften eller lade tiden gå baglæns, kan jeg gøre det i teksten og bygge mit eget univers. Men oftest har jeg den oplevelse, at teksten har taget magten, og at det er mig, der bliver leget med, og det er en fantastisk tilstand. Det er naturligvis skønt, hvis nogen senere får en interessant læseoplevelse i kraft af noget, jeg har skrevet, men det er ikke grunden til, at jeg i første omgang skriver.

Du siger, du har brug for at overlade noget til tilfældet og heldet, når du skriver. Har du en arbejdsrutine, eller skriver du kun, når “du føler dig inspireret”?

Jeg har forfærdeligt mange rutiner og vaner. Så mange at det sikkert tager sig neurotisk ud set udefra. Rutinernes funktion er bl.a., at jeg også bliver tvunget til at skrive, når jeg ikke ”føler mig inspireret”. Rutiner er en god måde at snyde præstationsangsten på: kl. 9.15 går du i gang med skrive, og så er det sådan det er. Uanset om du så føler dig inspireret, hvad det så end betyder. Rutinerne kan derved netop være det, der giver plads til tilfældet og heldet – så længe rutinerne befinder sig rundtomkring skrivningen som en ramme og ikke nede i selve teksten.

At føle sig inspireret kan derimod godt bare være en forbigående overskudsagtig følelse, der kan føre til banale tekster. Omvendt kan der komme gode tekster ud af frustration, vrede eller endda træthed, som man ikke ligefrem forbinder med ”det inspirerede”. Det er godt altid at være skrivende og derved indfange et stort spektrum. Når jeg skriver og redigerer lange prosatekster, forsøger jeg dog at være udhvilet og veloplagt, men det er mere et spørgsmål om fysik; at kunne holde til at bide sig fast i skrivebordet i flere timer i træk.

Hvad så når skrivningen ikke fungerer, hvis du ikke kan komme ind i skrivetilstanden?

Når skriften ikke fungerer, så føles det lidt som en form for avanceret selvtortur at sidde foran tasturet. Men sådan er det også at skrive. Tvivlen er der hele tiden, en hel masse tvivl hele tiden. Derfor er det også nødvendigt med noget selvtvang. For måske er det først ved tredje gennemskrivning, imens jeg hader teksten allermest, at jeg får formuleret et eller andet, der trækker det hele i en ny retning.

Skrivning handler i det hele taget meget om omskrivning og redigering. Det tales der ikke så meget om, når forfattere giver interviews, synes jeg. Som regel er det det første ”inspirerede” udkast, der løber med omtalen, og det kreative og redigeringen adskilles som to forskellige faser. Men skrivning og redigering er svært at skille ad, synes jeg. For mig er det sideløbende processer, og det er vigtigt, at redigeringen også er ”inspireret” og kreativ meget langt hen ad vejen.

Avanceret selvtortur, det lyder virkelig ikke rart. Men glæden ved at få skrevet opvejer torturen? 

Måske. Eller måske er det bare en nyttig fiktion at tro, at det forholder sig sådan. Men måske er det slet ikke det væsentlige. Den skrivetilstand, jeg taler om, er først og fremmest en vild og fremmed tilstand, der handler om noget andet og mere end behag og ubehag. Ligesom litteraturen også gerne skulle skabe noget andet og mere interessant end behag og ubehag.

”Selvtortur” er nok at sætte det på spidsen, men det er nu engang en underlig beskæftigelse at sidde alene og lede og lede efter sætningerne, og ofte virker det nødvendigt at gå derhen, hvor det er mest anstrengende, besværligt osv. Og samtidig er der jo ingen, der tvinger mig til at skrive. Kun mig selv.

Men det er nok bare sådan det er. Jeg kan i hvert fald ikke lade være med at opsøge skrivningen igen og igen. Den giver mig noget, jeg ikke kan undvære.

Du blev med QWERTY nomineret til prisen Den svære toer. Hvordan har du det med priser? Er det noget, du stræber efter?

Jeg blev helt sikkert glad for nomineringen, og de læsere bogen fik i den anledning, men priser er ellers ikke noget, jeg går og tænker på. Ellers ville jeg nok også skrive nogle andre bøger. Jeg tror, at priser er en dårlig motivation for at skrive en god bog, det er det i hvert fald for mig. Dén impuls skal komme et helt andet sted fra.

Jeg synes også, at det var cool, at man valgte at nominere en så sær bog som QWERTY fra et lille kvalitetsforlag som Ekbátana. Heldigvis sker det jo engang imellem, at anmeldere og medier opdager en af de mange gode udgivelser fra mikroforlagene. Senest og mest markant skete det naturligvis med Jonas Eikas Efter solen (Basilisk), og forhåbentlig er det ved at ændre sig.

Nu du nævner mikroforlag, hvad er det, de kan i forhold til de store forlag, i din optik? 

De små forlag er tit mere risikovillige og eksperimenterer mere. De arbejder oftest con amore og er ikke afhængige af at generere profit på samme måde som de store. 

Hos Forlaget Ekbátana har jeg desuden været meget tæt på udgivelsesprocessen og haft stor indflydelse hele vejen igennem. Det kan jeg godt lide. Først og fremmest har forlaget dog en dygtig redaktør – Christel Sunesen – og ethvert forlags kvalitet står og falder dermed, både store og små.

Der er generelt masser af gejst hos mikroforlagene, som kun har ganske få udgivelser og derfor brænder for hver eneste bog, men passion er selvfølgelig ikke nok i sig selv.

De bedste af de små forlag forekommer mig dog at være markant undereksponerede i medierne ift. de store forlag, hvis man ser på kvaliteten af de enkelte udgivelser. Men de store forlag har naturligvis et helt andet markedsføringsapparat til rådighed.

Hvem er dine litterære inspirationskilder, hvis nogen?

Det første navn, der falder mig ind, er Peter Seeberg. Både den tidlige og den sene Seeberg holder jeg meget af. Kafka og Dostojevskij var den første litteratur, som virkelig ramte mig, dengang jeg var 18-19 år – og lidt senere Virginia Woolf. Jeg læste nærmest kun klassikere dengang, og især de tre førstnævnte slipper jeg vist aldrig af med igen. De præger utvivlsomt det, jeg skriver.

I dag er jeg som læser lidt af en omnivor, men jeg kan stadig godt lide forfattere, der har blik for det absurde, og dem der stilistisk set går til yderligheder. De bøger, der betyder mest for mig, er tit de mest idiosynkratiske, fx Thomas Bernhards. Det er fedt, når man som læser tænker: Wauw, sådan kan et menneske åbenbart også skrive og tænke! – og man nærmest føler sig lidt stolt på artens vegne. I de senere år har jeg også været begejstret for fx W.G. Sebald og hans melankolske essayistik. 

Faglitteratur inspirerer mig lige så meget som skønlitteratur, bare på en anden måde. Her læser jeg også meget bredt, men især naturvidenskab, historie og filosofi. Jeg er lige gået i gang med at genlæse Hannah Arendts The Life of the Mind. Hun skriver noget af det smukkeste filosofiske prosa, jeg kender.

Oplever du, at litteraturen kan rykke ved vores selvforståelse, eller er det bare en floskel?

God litteratur rykker nærmest per definition ved vores selvforståelse. Den kan give os erfaringer per stedfortræder, den kan være et spejl for os og ændre vores selv- og verdensopfattelse. Ingen tvivl om det. God litteratur er bevidsthedsudvidende, men aldrig på en triviel eller entydig måde. God litteratur kan fucke med din bevidsthed, dine følelser og dit sprog, men resultatet er altid åbent, alt efter hvem du er, hvor du er i dit liv, og hvordan tidsånden er. Derfor er det også interessant at genlæse den samme bog på forskellige tidspunkter i ens liv. 

Jeg tror dog ikke, at litteraturen partout gør os til bedre mennesker i etisk forstand, hvis det er det, du sigter til. Det mener jeg heller ikke er dens opgave. Litteraturen har som sådan ikke nogen opgave, men kan frit udforske verden og alt menneskeligt, stort som småt. Litteraturen er en slags grundforskning i eksistensen.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

Create your website with WordPress.com
Get started
%d bloggers like this: