// Anmeldelse: Vi er alle angste //

Titel:   I dag skal vi ikke dø.   Form:   Digtsamling.   Forfatter:   Louise Juhl Dalsgaard.   Sider:   116.   Forlag:   EC Edition.   Udgivelsesår:   2020.

”I dag skal vi ikke dø” er en protest mod (døds)angsten og en insisteren på at leve et liv under en pandemi, som ikke ligner noget andet, vi danskere hidtil har oplevet. En hyldest til livet, kærligheden og omsorgen. Digtsamlingen er også et taknemmelighedsepos og en besyngelse af de fine små ting, der opstår i en ensformig hverdag, en påskønnelse af de ting, der opstår i sprækkerne af angsten og gror ud som små spirer af vores bevidsthed som kreativitet og kærlighed til de relationer, vi ikke må røre ved. 

Man kunne næsten høre de chokbølger, der gik igennem den danske befolkning, da den danske statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned den 12. marts 2020 grundet covid-19. En pandemi var over os, vi var på fremmed terræn, det eneste vi kunne spejle os i var rædslerne fra Italien. Jeg tror, vi alle holdte vejret, da vi fik meldingen om coronaens indtog i vores land. Når man som menneske står ansigt til ansigt med angsten og døden, er der flere reaktionsmønstre, der kan gøre sig gældende. Der er dem, der fryser. Der er dem, der flygter. Og så er der dem, der laver kunst. Louise Juhl Dalsgaard (f. 1973) skrev nærværende digtsamling, og den er både relevant, skrøbelig og lige i tidens øje. På meget fin vis balancerer Dalsgaard på det knivsæg pandemiens vilkår er – at stå foran en mulig død, at overleve og leve. Der er ikke noget ynk, men en meget sanselig fornemmelse af at være et menneske med angst. Og angsten har gode vilkår under en pandemi, så derfor må man handle sig ud af frygten, sætte den ene fod foran den anden og nægte at dø. Jeg citerer digtet, der har lagt navn til digtsamlingen: 

#

i dag skal vi ikke dø

i dag skal vi vaske vinduer

og skære æbler i både

tage fodbad og

tygge tyggegummi

i dag skal vi skrive

”brystbolcher og båndsalat”

på en liste over ting

vi savner

tilføje ”kinaskak og kantareller”

i dag skal vi finde en bog

vi har ledt efter længe

gemt væk i en kasse med

stikdåser og malertape

vi skal støve bogen af

slå op og læse lidt i den for så

at lægge den ned i kassen igen

i dag skal vi

med flere års forsinkelse

endelig få skiftet pæren

i emhætten

og bagefter tage os et langt bad

”because we’re worth it”

og bedst som vi står under bruseren

vil vi komme i tanke om noget

det vigtigste af alt!

slå et klæde om kroppen

og med dryppende hår

gå gennem huset

hen til bordet

med listen over ting

vi savner

og skrive det ned

for så at gå tilbage i bad”. 

At bruge kroppen rent fysisk som et værn mod angsten, at påskønne de små ting, at gentage, giver tryghed, og den tryghed kan ligne et barns, og vi er alle børn i den her tid, vi er alle angste, og det formår Dalsgaard på meget poetisk vis at sætte ord på imellem hud, tårer og afmagt. Hungren efter menneskekontakt er heller ikke til at overse, hvilket også må siges at være symptomatisk for tiden og vores afstandstagen for at hindre smitte:

”#

vil skrive

”savner menneskeheden”

på min telefon

men bliver korrigeret 

af autocorrect til

”savner menneskehuden”

Kærlighed til jeg’ets relationer, især forældrene, fylder meget i digtsamlingen, det er en form for kærlighedserklæring og en tilgivelse af at være blevet født ind i et kaos. Og selvom jeg’et oplever kaos, er der stadig en stor sorg at anspore over ikke at kunne reproducere sig og give livet og kærligheden videre. Digtsamlingen er omsorgsarbejde, omsorg for den ældre, omsorg for en død kalv. Jeg’et er så empatisk, at det næsten er ved at gå til grunde herover, og jeg forestiller mig et boblende indre, der er ved at flyde over med kærlighed i et meget stort hjerte. Disse meget billeddannende digte giver læseren ro, tryghed og et smil på læben, fordi Dalsgaard også er meget humoristisk og ikke gør sig for god til at gøre lidt grin med jeg’ets umådeligt skrøbelige og empatiske væsen. Ærlighed og nærvær er to ord, der beskriver digtene, og som jeg også forestiller mig jeg’et og forfatteren, og den følelse er de færreste forundt at få formidlet. Fantastisk ægte og charmerende ligeså, en følelse af at dybfølt kram, sådan føltes det at læse digtsamlingen.   

En pandemi er forfærdelig, det kan vi vist alle blive enige om; alle de dødsfald og syge medmennesker. Så er spørsmålene: Må man godt glæde sig over noget, når en pandemi raser? Kan der komme noget godt ud af den? Med ”i dag skal vi ikke dø” beviser Dalsgaard, at der kan komme fabelagtig litteratur ud af en pandemi. Og det vil jeg som læser, anmelder og menneske have lov til at glæde mig over. 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

Create your website with WordPress.com
Get started
%d bloggers like this: