// Anmeldelse: Jeg skaber, derfor er jeg //

Titel:   Skrøbelige skibe i gudernes hav.   Form:   Digtsamling.   Forfatter:   Martin Nørgaard.   Sider:   38.  Forlag:   Selvudgivelse.   Udgivelsesår:   2020.

Ordene har en oprindelse, ligeså har menneskene. Hvor stammer vi fra? Hvor skal vi hen? Er græsset guddommeligt? Kan man finde fred i intetheden? Vi har en vilje, og vi kan handle os ud af det værste, eller hvad? Guden som en skaber, en skygge, en metafor. Forhåndenværende digtsamling; ”Skrøbelige skibe i gudernes hav” er både konkret og udsvævende, nærværende og mest af alt eftertænksom i sin helhed.

Dette er mit første møde med Aarhus-digteren Martin Nørgaard. Han har to udgivelser bag sig. Denne hans tredje digtsamling kredser, som titlen også antyder, om Guder, opstandelse, skaberværk, død, ikke kun i henhold til mennesket, men mennesket sat i kontekst til by og natur og dets individuelle syn på livet og kærligheden, hvordan jeg’et formår at navigere i en verden, hvor der er højt til loftet og vidderne er brede, men hvor der også er en begrænsning; mennesket selv. 

Man kan opdele digtene i to grupper; Dem, der er mere abstrakte og vedrører den guddommelige natur, som er meget opløftende, smukke og eksistentielle i deres udtryk, og så de mere jordnære, der handler om at være til som menneske i en by, her Aarhus, med relationer, og hvad disse gør ved én på godt og ondt, samt menneskets uundgåelige dødelighed. Nedenstående et af de mere abstrakte digte, som tilfældigvis også er digtsamlingens første:

”solen har hængt

 sin brændende skalp

 på atmosfærens

 boblende blå tapet

 ruller mig sammen

 i ilden som de andre

 bænkebidere

 på Jordens kant”.

Virkeligt velkomponeret, sansende digt om de store linjer, hvor Nørgaard alligevel formår at sætte mennesket i relief til den store helhed. I denne type digte er det meget tydeligt, at forfatteren er inspireret af den eksistentielle filosofi og Kierkegaard. Digtene har en dybde, der efterlader læseren meget tænksom over eget liv og eksistens, og det klæder dem. I de mere eksistentielle digte giver jeg’et udtryk for ikke at vide, hvem jeg’et er, hvad jeg’et vil og i det hele taget virker meget søgende i forhold til egen individuelle eksistens og livet på jorden. I det hele taget fylder Gud og hans skaberværk, naturen, meget i digtsamlingen. Som i dette smukke digt:

”ørkensandet

 drysser fra himlens si

 under øjets knasende hinde

 ligger en frelser

lysningens mand

en djævel i mørket”.

Men selvom den frelsende Gud er nær, kan han være en skygge af sig selv, her ”en djævel i mørket”, og ligesom han har skabt alt det smukke og gode, fornemmer jeg, at jeg’et også ser en mørkeside, hvorved der altså ikke er tale om uforbeholden hengivelse til Gud, men en vis skepsis, om end en anerkendelse af dennes eksistens. Måske er der tale om et agnostisk jeg?

Skabertrangen hos Gud kan som metafor overføres til en digters skabertrang af sit værk, og det sidste digt i digtsamlingen indeholder en direkte henvisning til Skabelsesberetningen:

”på den syvende dag

  tog jeg ud til dit kvarter

  hvor aftenens blege mørke

  flød som en pastel under

  opgangenes flimrende lys

  læberne nynnede fra dage i

  resonans med din lejligheds 

  klagende gulvbrædder; husets symfoni

  under din ryg

  over dit vejr

                            men så blev det tid at gå.”

Altså, på den syvende dag, da verden/digtsamlingen blev skabt, var det tid til at bryde op og efterlade den til menneskene/læserne. Måske er jeg lidt for konkret i min analyse, men jeg ser i hvert fald en stærk skabertrang i digtsamlingen, hvor der gøres brug af personificeringer og metaforer, og også en enkelt henvisning til musik (David Bowie). 

Og slutteligt et citat af de lidt mere konkrete digte, der alligevel ikke er helt jordnært, men hvor Nørgaard formår at flette byen, mennesket, naturen og oprindelsen sammen i en fin konstellation:

”jeg vandrer med tankerne over Lille Torv

 med lukkede øjne og frygten for at tabe det hele

 i fugerne mellem de glatte sten

 som hvert sekund må mærke byens rastløse gang

 under tusinde kroppe

 kød, skelet, sekret

 som hemmelige skakter oplyst af fjerne måner       

 der ikke fører til andet end spørgsmål

 om altings oprindelse og ikke mindst det

 som ikke blev”.

De mere jordnære digte rummer en form for grundangst, en angst for døden, for forgængeligheden, men der er også optimisme at spore, kærlighedsrelationer og ikke mindst håb.

Nørgaard har med denne samling digte skrevet sig ind i mit hjerte. Den er storladen uden at være prangende og pompøs, og så giver den enormt meget stof til eftertanke. Det kan godt være, det er en forholdsvis lille digtsamling, men den har stor fylde og eksistensberettigelse. Den er på en måde det modsatte af at være navlebeskuende, og den slags litteratur, tror jeg, vi har brug for til at minde os om, at vi ikke er jordens centrum. Det er kun sundt. Tak for læsningen, Nørgaard.  

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

Create your website with WordPress.com
Get started
%d bloggers like this: