//Anmeldelse: Det naturlige menneske i en urbaniseret verden //

Titel:   Vi bærer hinanden som frakker.   Form:   Digtsamling.   Forfatter:   Poul Lynggaard Damgaard.   Sider:  187.   Forlag:   Ravnerock.   Udgivelsesår:   2019.

Poul Lynggaard Damgaard (f. 1977) har med digtsamlingen ”Vi bærer hinanden som frakker” skrevet en række stramt komponerede digte, som både er smukke, finurlige og tilforladelige.

Damgaard har en ting for besjæling i denne digtsamling. Jeg skal ikke kunne sige, om det er gennemgående for hans forfatterskab, da dette er første møde med digteren som læser. 

Som for eksempel i digtet ’Glemte noter’:

”En bevægelse et andet sted

for at kunne sige noget her.

Væggene er fløjet til vejrs.

Noget har flyttet sig,

og jeg går udenom

for at sætte mig.

En vind tager

ordet

alvorligt.

Du står det samme sted.

Fløjl blandt meget andet”.

Eller fra digtet ’Alt udenom mig’:

” (…) Et grædende træ midt i byen (…)”

Besjæling er et rigtig fint greb, men det kan dog overgøres, så meningen ryger, og det mener jeg gør sig gældende ved nogle af disse digte, om end jeg selv elsker den form. Damgaard skriver sig på en måde ind i den romantiske tradition med disse stemningsmættede og metaforspækkede digte, hvor naturens skønhed kommer til udtryk ganske ofte. Under overfladen lurer en frygt for urbaniseringen, hvor han med metamorfoser og surreel billeddannelse og realisme på den anden side lader byens elementer opstå i naturen eller omvendt. At læse netop disse digte, hvor han lader elementerne opstå op og ned ad hinanden, er det som at se på et maleri af Poul Anker Bech. Og det er ganske fortræffeligt. Som digtet ’Stjernerne som en indretning’:

”Små gnistrende ansigter og falde og stå

i den samme bemærkning lagt til side 

hen mod asfalten. Jeg vender tilbage

til restauranten, hvor nogen har lagt

dig som en serviet inden du

ankommer. Jeg kigger ud

og følger en gren

slæbe

sig gennem sandet.

I et hoved to ansigter

flimrende mod en dobbeltdør.

På hver sin side i lokalets midte

står vi med et hav imellem os.

Vi skåler mod stjernerne

som en indretning

og taler om

funktionens farver.”  

Af temaer berører Damgaard systemet i form af jobcentret, at være indlagt, men også mere overordnede begreber som ekstremisme, og en slet skjult bemærkning om alle de mennesker, der falder igennem det danske system. 

Der introduceres et ’jeg, et ’du, og et ’vi’, og jeg’et er meget gennemgående, mens du’et og vi’et forekommer sjældent, nærmest som en sidebemærkning, og det giver en følelse af et ensomt jeg, der forsøger at navigere i en verden fyldt med du’er og vi’er, men hvor jeg’et er mere optaget af natur kontra storby, eller måske i virkeligheden prøver at nærme sig du’et og vi’et, men altså uden held. Det forekommer trist, og det at være isoleret var nok den følelse, der fyldte mest i mig, da jeg læste digtsamlingen. Der er også noget med ophav, urmennesket, der ikke vil lade sig ødelægge af byen. Man kan tage naturen væk fra mennesket, men man kan ikke tage naturen ud af mennesket. Måske derfor drages mennesket af naturen og har alle dage gjort det. Der skildres en ambivalens i at ville andre mennesker, men ikke at kunne tilpasse sig den leveform, vi mennesker har i byerne, nok storbyerne i særdeleshed. På den måde kan man også se digtsamlingen som en kritik af den bestående samfundsstruktur og levevis, der ikke giver megen plads til det autentiske, fredelige og naturlige menneske.      

Digtsamlingen er som helhed æstetisk smuk, Damgaard kan noget med formen, men jeg savner, at der bliver sat lidt mere på spil, at digtene er mere nærværende. Det er som om, der er et mælket slør for øjnene, når man læser, så man ikke rigtig kan se klart eller kommer i dybden med noget. Damgaard kradser i overfladen, og det gør han rigtig godt, men hvis han turde gå derind, hvor det gør rigtig ondt, eller der, hvor der i det hele taget virkelig er noget på spil, ville digtsamlingen virke mere vedkommende og helstøbt. Når det er sagt, er der ingen tvivl om, at Damgaard er dygtig, men som læser lades man på en måde lidt udenfor det alle væsentligste. En lidt tom følelse efter endt læsning, og det er rigtig ærgerligt. 

// Anmeldelse: Den skrøbelige digter //

Titel:   Jeg slår dagene ned.   Form:   Digtsamling.   Forfatter:   Villads Eryaki.   Sider:   135.   Forlag:   Det Poetiske Bureaus Forlag.   Udgivelsesår:   2019.

Den unge debutant Villads Eryaki (f.1997) har med ”Jeg slår dagene ned” begået en overbevisende og meget smuk digtsamling, der efterlader læseren eftertænksom, undrende og fuld af medfølelse. 

Digtsamlingen er et forløb, som den unge jeg-fortæller gennemgår. Der er et ”før katastrofen”, ”katastrofen” og tiden efter, og så da jeg-fortælleren er kommet mere eller mindre hel ud på den anden side. I hvert fald er han styrket i troen på sig selv, eller sådan virker det.

Katastrofen indtræffer, da jeg-fortælleren er til digtoplæsning med den store digter Peter Laugesen (f.1942) og alle dem, der er noget ved musikken, eller skulle jeg sige litteraturen. Jeg-fortælleren kommer til at grine på et tidspunkt, hvor det ikke er tiltænkt, hvorefter mastodonten, forlæggeren og forfatteren Asger Schnack (f. 1949) sender ham et misbilligende blik. Det blik kommer til at præge jeg-fortælleren, og sender ham ned i et mørke af ruminerende og angstfyldte tanker, han ikke kan undslippe. 

Jeg vil citere et digt fra ”før katastrofen”, da jeg-fortælleren allerede der har en vis skrøbelighed og eftertænksom tankevirksomhed:

” I DAG

jeg har ikke altid været den

der ikke vidste, hvor og hvordan

jeg har været gammel engang

gammel og vis

da jeg var barn vidste jeg langt mere

end jeg gør nu

jeg kommer aldrig til at vide

hvad jeg vidste dengang

jeg behøvede ikke at

se mig for

jeg vidste

eller at tænke

før jeg talte

jeg vidste

eller at være bange

for jeg vidste

nu ved jeg ikke noget

mere

jeg er alt for ung nu

da jeg var barn

var jeg gammel

nerveenderne er ikke

vokset ordentligt sammen

de er for lige

og parallelle

der er jo ingen

der ikke har det 

sådan i dag”   

Det er virkelig så fint et digt, fordi det illustrerer barnets umiddelbarhed og fornemmelse for verden. Og så synes jeg, det er utroligt smukt. Der ligger en stor sorg i digtet, i at have mistet noget, en evne til at være til i verden på og føle en form for samhørighed med den og en slags ligetilhed. Eryaki romantiserer det med at være barn, og måske med rette. Jeg kan i hvert fald nikke genkendende til den følelse af indsigt, jeg havde som barn, som måske er blevet forpurret og kompliceret af at vokse op og blive teenager og ung kvinde. Og så referencen til hjernen med nerveenderne, der ikke er vokset ordentlig sammen, er spot on, da en teenagehjerne med hormoner og deslige mildest talt ikke er i harmoni. Og så er der måske også en skjult reference til Sokrates om, at jeg-fortælleren ved, at han intet ved, en slags indsigt med det at vokse op og den tiltagende modenhed. Eryaki slutter digtet af med: ”der er jo ingen der har det sådan i dag”, og det kan virke provokerende og indskrænket, men måske også en stikpille til folk, der mener at vide alt i verden (måske folk i den litterære verden, hvem ved).

Videre inde i digtsamlingen kommer digtet ”LATTER”, som er et af samlingens kardinalpunkter, da det er her, katastrofen indtræffer. Jeg citerer ikke hele digtet, men derfra, hvor jeg-fortælleren ligesom ansporer et usikkert terræn og en art fremmedgørelse overfor den litterære hårde kerne:

” (…) jeg har endnu ikke

dechiffreret deres mønster

deres udsagn

det var ikke min mening

signe, peter, david, olivia,

amalie, gerda, robert, christel,

nikolaj, caspar, klaus, henrik, olga,

mette, marianne, morten,

liv, jønke, asta, asta og asta

at hyænele

men elastikken sprang

og langs med vandet

løb en rotte frit

uden viden om

at den var hundset

undvigelagt for had

afskyet og skyet

som fluer, som fluer

intet er som før

kan ikke artikulere

kun artikule

ad ordenes egen bestemmelse

ikke jeres

derfor lo jeg

derfor lo jeg

derfor lo jeg

jeg er

helt alene bag de andre

bagest i rækken af nakker

fra øre til øre

lo min mund

kunne ikke holde det

inde

plop

kom det ud

isnede gjorde jeg

fra isse til fod

det isnede i mig

da latteren

da latteren

undskyld latteren

aldrig mere latter

nogle gange latter

når latter latter vil

vil latter atter latter

mine undvigebaner

er lagt ”.

Og et citat fra digtet umiddelbart efter ”LATTER”, ”TOM”:

” (…) jeg vidste ikke

asger

jeg vidste det ikke

derfor lo jeg

fordi jeg ikke vidste

som du og de andre

tilgiv mig

jeg ville bare høre til (…)”

Det mest tragiske ved disse digte er nok det ringe selvværd, jeg-fortælleren har, der gør, at han styrer direkte mod afgrunden efter et blik. Men man skal forstå det skrøbelig sind for at forstå den tilintetgørelse, der ligger i en afvisning, og det ikke at passe ind i konteksten og fællesskabet. For jeg-fortælleren kunne Schnack lige så vel have sagt: ”Vi kan ikke lide dig, du er ikke velkommen her”, og det er måske kun en hyperanalytisk digterhjerne, der kan forstå det, men ikke desto mindre er det den virkelighed, Eryaki har og fortolker, og derfor er den sand. Og det skal den også anerkendes som. Det er en digter i eksistentiel krise, hvor dette blik er den sidste dråbe. Man kan så tale om proportioner, jovel, men smerten og følelsen af at være udstødt, kan man ikke tage fra ham. 

Efter at have kommet sig over nedværdigelsen og afvisningen som ”værdig”, bliver digter-jeg’et vred på Schnack, og synes, han er ond med sit tilintetgørende blik, og dernæst sammenligner han sin egen latter med litteraturkritikeren Lars Bukdahl’s (f. 1968), da denne også lo, men her var Schnack’s blik mest undrende og åbent, hvorved digter-jeg’et tolker, at man skal gøre sig fortjent til den upassende latter i de litterære kredse, der for ham at se viser et form for hierarki indenfor litteraturverdenen i forhold til anseelse. Det var i hvert fald sådan, det blev oplevet. 

Efter katastrofen kommer Signe ind i billedet, og hun mildner digter-jeg’et. Og her viser Eryaki virkelig, at han er en stor digter. Det kan godt være, han føler, at han ikke længere ved noget som voksen, og ikke er vis, men digtene vidner om en enorm livskloghed og indsigt, der med den unge alder kun er de færreste forundt. 

I min optik sætter digtsamlingen ”Jeg slår dagene ned” nye standarder inden for digterkunst i forhold til alder og debutanter, og jeg glæder mig usigeligt meget til at følge Eryaki’s forfatterskab, for jeg tror, det bliver stort og smukt. Og en opfordring skal hermed lyde til Asger Schnack, tag og læs digtsamlingen! Og ja, alle andre bør også læse den. Det er altså stor digterkunst. Og til Villads Eryaki vil jeg sige: Jeg håber, du har det bedre. Jeg håber, du formår ikke at tage livet så tungt fremadrettet. Tak for digtene.   

// Anmeldelse: Når kapitalismen gør sig skyld i mord //

Titel:   Scandinavian Star. Del 1 – Penge på lommen.   Form:   Roman. Del af heptalogi.   Forfatter:   Asta Olivia Nordenhof.   Sider:   177.   Forlag:   Basilisk.   Udgivelsesår:   2020.

”Scandinavian Star. Del 1 – Penge på lommen” er første del af en romanføljeton i syv bind, der alle har berøringsflade med mordbranden i 1990 på færgen Scandinavian Star, hvor 159 personer omkom, heriblandt 25 børn. Bagmændene er aldrig blevet fundet.

Bogen/bøgerne tager altså udgangspunkt i en faktisk hændelse, men karaktererne heri er opdigtede. 

Del 1, ”Penge på lommen”, der udkom i fredags, har tre spor. Maggie, Kurt samt fortælleren, som beretter om hændelserne omkring forløbet op til, under og efter mordbranden, herunder ejere og investorer af Scandinavian Star. 

Maggie og Kurt er ægtefæller og bor på en går udenfor Nyborg. Kurt har et busselskab, som er en succes, der dermed giver overskud, og Kurt går med tanker om at investere disse penge i noget lukrativt, noget stort, og det bliver så Scandinavian Star. På den måde flettes Kurt og Maggie’s liv ind i historien om Scandinavian Star. Men historien er først lige begyndt, og læseren følger henholdsvis Kurt og Maggie, der ser tilbage på livet før de fandt hinanden, men også imens de har været sammen. Den fornedrende Kurt ser tilbage og føler, han har udrettet noget i sit liv med busselskabet, da han har bygget virksomheden op fra bunden. Han ærgrer sig over Maggie’s manglende forståelse for disse følelser og sin passion. Maggie derimod ser tilbage på et vildt liv med mange svigt, overgreb, vold og det at skulle klare sig selv, det at forelske sig hovedkulds i Kurt og blive valgt til fordel for den ældre kone. Men Maggie føler sig opslugt af livet på gården og dens trivialiteter, og så forstår hun ikke, hvor følelserne, eller for den sags skyld Kurt, er blevet af. Det er nogle vedkommende og ærlige portrætter, der bliver beskrevet, og som læser føler man, at man kender Kurt og Maggie, og deres besvær med livet og hinanden.

Nordenhof (f. 1988) zoomer ind på kærligheden og volden, hvordan disse komponenter kan udslette, opløse og efterlade mennesker mentalt udhungrede, men det er også en fortælling om kærlighed til livet, og det ikke at ville give op.  Sideløbende hermed kommer fortællingen om Scandinavian Star, ejerne, investorerne og deres formodede motiver, og den vekselvirkning af fakta og fiktion, som der skiftes imellem, fungerer fremragende. Vigtigheden af kapitalisme som begreb, kan man som læser ikke afvise. Satte ansatte ild til skibet efter ordrer fra ejerne for at få udbetalt forsikringspenge? Var det et inside-job? Var det meningen mennesker skulle dø? Formentlig ikke, men er det en pris kapitalister er villig til at betale, her ejerne? Var det en risiko, de var villige til at løbe, eftersom der var blevet foretaget brandøvelser på skibet, efter det blev overdraget til en ny ejer? Eller var det sløseri? Det er naturligvis kun gisninger, og det er hele bogens præmis, der også af den grund gør den spændende. 

Nordenhof skildrer som ingen anden socialrealisme og mennesker på kanten af livet, og hun gør det eminent. Hun gør det også på en rørende måde, der aldrig bliver kvalm. Som for eksempel i efterfølgende citat:

”Hun (Maggie, red.) er prisgivet, det er klart, alle disse mænd med deres støvsugere og ludende hundeansigter, men hvad skulle hun ellers gøre, tage arbejde på en fabrik, stemple ind klokken fem? Det ville aldrig kunne lade sig gøre, det regulære arbejdsmarked har ikke noget rum for et menneske som hende, som indimellem skal bruge en hel dag på at græde eller ligge på en plæne og overrisles af angst, og aldrig, aldrig ville kunne møde til tiden eller rigtig høre efter en besked. Der findes ingen arbejdsgiver, der kan bruge hende til noget, og desuden, hvis hun skal bruges, og sådan er loven, vil hun gerne bilde sig ind, at hun selv bestemmer hvordan. I det mindste er der ikke rigtig nogen, der kan fyre hende. Hun er blevet fyret tre gange, to gange som barnepige og én gang som ekspeditrice, efter kun et par dages arbejde. Hun anstrengte sig under fyringssamtalerne, holdt på ansigtet og tårerne indtil hun var ude, hvor tårerne gik løs. Ydmygelsen ved at blive fyret er, hvad den er, hun har for længst opgivet at have en ære, men penge. Penge, et rum der udvider sig langt hinsides smertegrænsen.”

Samfundskritikken af det kapitalistiske samfund er ikke til at tage fejl af. Det inddeler mennesker i kasser, og Maggie er i den kasse, der hedder uarbejdsdygtig og derfor ’ubrugelig’. Hun føler sig som et kasseret menneske, der skal leve op til noget, hun overhovedet ikke formår, og måske i virkeligheden slet ikke burde skulle kunne, da det simpelthen er umenneskelige krav til en umenneskelig situation. Man får sympati for Maggie, især når Nordenhof undersøger de årsager og virkninger, der ligger til grund for hendes handlinger, tanker og følelser. Man forstår, hvorfor Maggie bliver hos Kurt, selvom han gang på gang ydmyger og fornedrer hende, hvorfor Maggie bruger sex som våben i sine unge dage, der begynder med overgreb, og i det hele taget undersøger, hvor meget, vi som mennesket er villige til og kan udholde for at blive elsket og accepteret. 

Sprogligt minder Nordenhof mig om Kirsten Thorup, der også har en evne til at transcendere sproget og gøre det til sit eget. Nordenhof formår at skære al bulshittet væk og komme ind til kernen af sproget. Jeg får lyst til at citere en Veto sang: ”She’s like a knife, she cuts things clean” (Veto: You are a knife). Hun ser simpelthen tingene klart og formår at fokusere og udvælge det absolut væsentligste, og det kommer der tankevækkende og stor litteratur ud af. 

Som egentlig romandebut har jeg kun rosende ord at sige om ”Penge på lommen”. Nordenhof gør sig endnu engang gældende i en genre, tidligere med den anmelderroste og prisvindende (Montanas litteraturpris, 2013) digtsamling ”Det nemme og det ensomme”, og hendes stemme kan og bør ikke overhøres. LÆS DEN!

// Anmeldelse: Lolita-komplekser //

Titel:   Rosenreglen.   Form:   Roman.   Forfatter:   Liv Nimand Duvå.   Sider:   270.   Forlag:   Gyldendal.  Udgivelsesår:   2019.

Romanen ”Rosenreglen” af Liv Nimand Duvå (f. 1987) tegner et portræt af en ung kvinde, der er i færd med at finde sin egen identitet, og hvordan en overgrebsrelation er med til at lave dybe sår i den i forvejen skrøbelige pige. Romanen har to spor. Et spor, der foregår i 2013, hvor den unge pige er blevet voksen og bor i kollektiv i et gammelt hus på landet, og et spor, der foregår i 1999, hvor den unge pige er 13 år. Sporene er forskellige i fortælleform. Sporet fra 2013 er fortalt i jeg-form, 1999-sporet i du-form. Skiftet i fortælleformen studsede jeg over, men jo længere man som læser kommer ind i romanen, jo mere giver det mening. Det virker som om, kvinden føler sig fremmedgjort overfor de oplevelser, der er hændt hende i teenageårene, selvom de har været formgivende, og den afstand fornemmer man rigtig godt ved denne distingvering af ’du’ og ’jeg’. Måske er det også en måde at give en generation en stemme på, os der voksede op i 90’erne, der hvor den unge kvinde virkelig blev dyrket, blandt andet i form af musikvideoernes komme og sexificeringen af ungdommen. Det er naturligvis set før i historien, i litteraturen eksempelvis i Nabokov’s ”Lolita”, der går hele vejen i fremstillingen af begær over for yngre kvinder, eller skulle jeg sige piger. 

Temaet krop, og et ambivalent forhold til den, fylder i det hele taget meget i romanen. Som her i efterfølgende citat:

”I Oprah hørte du engang en skuespiller fortælle, at der, når man står med ret ryg og samlede ben, skal være så meget luft imellem lårene, at man kan føre en hånd ind imellem dem. Hånden skal møde ren luft, ikke fedt og slap hud, der svulmer. Oprah kiggede ned på sine egne lår og lavede en grimasse, for det var ikke muligt at føre noget som helst ind imellem dem. Publikum grinte, de slog sig på lårene, åndede lette op. Selv griner du ikke, men får kvalme, når du mærker fedtet. Du vil ikke være som Oprah, vil ikke være nogens comic relief. Men en dag, tænker du, en dag vil du blive fri, så skal der ikke være mere fedt imellem lårene, så vil ingen nogensinde kunne glemme dig igen. Indtil da sørger du for at tvinge blikket væk fra de butiksruder og vinduespartier, du passerer, så alt det, der svulmer fra dig, lårene, der sejler mod hinanden, ballerne, der stikker uregerligt ud, når du går, ikke kastes tilbage ind mod dig igen.”

Således er temaet kropsskam og kropsvægring slået an, og det er et tema, der fylder meget i 1999-sporet. Den unge pige er lige kommet i puberteten, og kroppen ’svulmer’. Det har hun svært ved at forlige sig med, hvilket medfølger et forskruet selvbillede og et rådvildt sind. Hendes måde at tackle følelserne bliver i form af selvskade, at hun skærer sig, og tænker meget over, hvad hun spiser. Man kan sige, at hun i den periode, hvor hun skulle blomstre og udforske sin seksualitet, gemmer sig af vejen og skammer sig, straffer sig selv og kroppen for at udvikle sig og blive kvindelig (menstruere mv.) og forlade de barnlige former samtidig med, at hun møder en person, der ser hende som et sexsymbol. Den diskrepans er en ambivalens i hende, da hun godt kan lide at føle sig begæret, men også er bange for at være ulækker og fremstå tyk for beskueren. Samtidig fastholdes hun i barnerollen af mormoren, hvor hun af moderen bliver svigtet på den måde, at hun i sin iver for at lade pigen få et andet liv end sit eget, tillader en ødelæggende relation på tomandshånd mellem den unge pige og en fotograf, der skal blive skelsættende for dennes selvbillede og videre udvikling. 

”Rosenreglen” handler også om at gå i opløsning, miste fodfæstet og blive psykotisk, om gamle sår, der springer op og væsker, og om hævn. Den unge kvinde fra 2013-sporet er flyttet i kollektiv i et gammelt hus. Hun er kunstner og arbejder på at færdiggøre et kunstprojekt, som tager udgangspunkt i overgrebsrelationen fra 1999-sporet, hvilket er linket imellem de to spor. Jo mere hun arbejder på projektet, jo mere der rippes op i gamle sår, jo mere kaotisk og virkelighedsfjern bliver hun. Jo mere galskab, des bedre kunst. Det leder til emnet galskaben i kunsten. Den gale kunstner. At skabe noget, der virker til at fjerne sig fra sig selv, men som nærmer sig kunst. Den evige diskussion om den gale/geniale kunstner. Selv under psykiatrisk indlæggelse arbejder kvinden på kunstprojektet. Skal man se kunst som forlængelse af galskaben? Bør man? Mange kunstnere, herunder forfattere, har igennem tiden haft psykiatriske lidelser, men var det på grund af galskaben, eller på trods heraf? Det kan man kun gisne om. 

Sproget i romanen er meget sansende og kropsligt, hvilket jeg tror er et bevidst greb fra forfatterens side, da det understøtter bogens tematik om krop og derivater heraf. Derudover er det poetisk med mange fine miljøbeskrivelser, uden at det kammer over. Det er som om bogen bliver en krop, og ordenes dens celler. Man kan kalde det et helstøbt værk i ordets bogstaveligste betydning. Arbejdet med formen tror jeg har fyldt meget hos Duvå, det virker meget bevidst, at romanen er splittet i de to spor, en personlighed med to spor, en fortid (”du”) og en nutid (”jeg), der hele tiden kører parløb og har en dynamisk vekselvirkning. Det bliver hermed også en almengyldig fortælling, da vi alle har en fortid og en nutid, og på den måde hæver romanen sig op over det navlebeskuende, selvom jeg personligt ikke har noget imod det navlebeskuende i romaner, men her bliver det mere en generel ligning, der kan handle om vores fælles historie som mennesker. Eller sådan kan man anskue det. 

Virkelig en fin læseoplevelse, som jeg klart vil anbefale andre at få, hvis de kan, for bogen er også barsk. Duvå er en interessant ny forfatter på den danske litteraturscene, som allerede har modtaget en pris, nemlig Munch-Christensens debutantpris for sin første roman ” Vi er vel helte” (2017). Jeg ser meget frem til at følge hendes forfatterskab fremover, da hendes skrivestil og emnefelt er right up my alley.

// Bøger jeg ikke fik læst i 2019, som skal læses i 2020 //

At være læsehest er (også) en prioriteringssag, da der findes så mange bøger, man som læser kan give sig i kast med. Her er nogle af de bøger, jeg ikke fik læst i 2019, som stadig er på to-be-read-listen:

Daniel Boysen: På sit yderste (Jensen & Dalgaard)

Forlaget skriver: ”På sit yderste følger en kvinde, der ramt af en hjerneblødning foretager flakkende, famlende erindringsvandringer gennem brændte barndomsminder; glædesglimt i den danske natur og sviende sorg. En roman om at bevæge sig på kanten af tilværelsen, og en karakteristik af de mennesker, der går gennem det meste af livet i tavshed.” 

Louise Juhl Dalsgaard: Alle dage tilbage (EC Edition)

Forlaget skriver: ” En øm og brutal roman om venskab og ophør.
En fortælling om at søge hinandens nærvær, når man er faret vild i sig selv.”

Søren R. Fauth skriver i Standart: ”Det er blikket hos Dalsgaard, som er slebet så skarpt, at de mindste genstande og begivenheder bliver gennemsigtige for livets storhed og fald. Det er hendes sans for detaljer, hendes måde at se verden på, evnen til at koble det ydre med det indre. Og hvis digtningen og skrivekunsten, hvilket den tyske poet Rainer Maria Rilke mente var tilfældet, handler om at se verden på ny og dermed om at åbne læsernes øjne og få tingene og livet til at fremtræde en gang til, ja, så har Dalsgaard på sin helt egen stille og ydmyge facon gang i noget virkelig stort og betydningsfuldt”.

Puk Qvortrup: Ind i en stjerne (Grif)

Forlaget skriver: ” Romanens gravide jegfortæller står i køkkenet i sin lejlighed i Århus. Hendes mand er ude at løbe et halvmaraton, hendes lille søn sover, og hun er i gang med at pynte kagemanden til hans fødselsdagsfest senere på dagen. Telefonen ringer, en læge fra Skejby Sygehus meddeler at hendes mand har fået hjertestop under løbet og ligger i koma. Hun smider, hvad hun har i hænderne og tager en taxa ud til hospitalet. Dagen efter dør hendes mand uden at være kommet til bevidsthed.

Ind i en stjerne er en selvbiografisk roman om det ubærlige. Om at miste sin elskede, om lammende sorg og oprivende smerte, om livet med en utrøstelig dreng, der ikke forstår, hvorfor hans far pludselig ikke er der mere. Og om at føde et barn alene, tre måneder efter sin mands død. Men det er også en fortælling om livet, der langsomt melder sig igen i form af små glimt af glæde og taknemlighed – over de to børn, over selv at være i live.

Ind i en stjerne er Puk Qvortrups skønlitterære debut. 

Signe Gjessing: Tractatus Philosophico-Poeticus (Vandkunsten)

Forlaget skriver: ” Dagbladet Information kalder i en anmeldelse Signe Gjessing for poesiens Mozart, og hendes nye bog Tractatus-Philosophico-Poeticus er da også virkelig morsom, samtidig med at den virtuost behandler filosofiens store begreber. Signe Gjessing indleder sin bog med et kort forord, der forklarer, hvordan digtet forbinder det største med det smukkeste, filosofien med ekstasen, og hvorfor hun med sit digt stresstester Wittgensteins “Tractatus”, en af det 20. århundredes filosofiske grundtekster.”

Christina Hesselholdt: Virginia Is For Lovers (Rosinante & Co.)

Forlaget skriver: ” I 1985 blev Derek og Nancy Haysom brutalt myrdet i deres hjem i Virginia. Datteren Elizabeth Haysom og hendes tyske kæreste Jens Söring blev efter en længere efterforskning og en pinefuld retssag idømt livsvarigt fængsel for dobbeltmordet. Elizabeth har forklaret at det var Jens Söring, som udførte mordene. Jens Söring har fastholdt at han oprindelig påtog sig skylden for at beskytte Elizabeth og fordi han troede at han som diplomatsøn kunne påberåbe sig immunitet. Men at det i virkeligheden var Elizabeth som myrdede forældrene. Skyldsspørgsmålet er aldrig blevet afklaret. Virginia Is For Lovers er en roman bygget på et skelet af virkelighed. Fortælleren hedder Mr. Up Front. Som en paparazzo-fotograf driver han rovdrift på kendte menneskers liv og offentlighedens enorme appetit på hemmeligheder og gåder. Nu står Mr. Up Front med mordgåden fra 1985 i hænderne. Men i virkeligheden er det tiden inden dobbeltmordet, hvad der førte til mordet, som interesserer ham. Han styrer de fire hovedpersoner Elizabeth, Jens, Nancy og Derek gennem sin fortælling som var de heste og han kusken. Hvad er hans eget motiv og hans egen sårbarhed? Han er ensom. Og synet af Elizabeth i et tv-program om den gamle retssag har gjort ham forelsket.”

Har du bøger, du ikke fik læst i 2019? Tip os i kommentarfeltet.

BookHaul gør status over bogåret 2019 // Årets bedste læseoplevelser

Året går på hæld, og for bogormen er det tid til at kigge tilbage på årets bedste læseoplevelser. 

I dette indlæg har jeg samlet det, der for mig var de bedste læseoplevelser i året, der gik. Det er ikke alle bøger, der er udkommet i år.

De danske:

Kristina Stoltz: Cahun, Rosinante, udgivet 2019

Med dette værk slår Stoltz sig for alvor fast som et af tidens mest toneangivende forfattere. 

Cahun er fortællingen om den feministiske surrealist Lucy (Lucette) Schwob, der går under kunstnernavnet Claude Cahun. Med sin partner fotograf og illustrator Suzanne Malherbe, laver Cahun undergravende modstandsarbejde under de to verdenskrige med Soldaten, som er et produkt af Cahun’s fantasi, der manifesterer sig i det virkelige liv.   

Cahun er en historisk person, og måden hvorpå Stoltz fletter fiktionen ind i historien og gør den til sin egen med alt, hvad der tilhører tiden, er virkelig et spændende greb, der gør Cahun mere interessant end nogensinde. Det er en dragende og mystisk læseoplevelse, der tog min nattesøvn, og Stoltz’ poetiske sprog gør det kun bedre.

Amalie Langballe: Forsvindingsnumre, Lindhardt og Ringhof, udgivet 2019 

Amalie Langballe modtog Bogforums Debutantpris 2019 for denne bog, og det forstår jeg godt.

Man kan kalde bogen sorgbearbejdelse, men den er så meget mere end det. Protagonisten Agnes har mistet sin mor og forsøger forgæves at udfylde tomrummet med mening i form af blandt andet sex og rejser. Det er historien om at genopfinde sig selv, efter man har mistet en væsentlig del af ens livsgrundlag og historie. Der er ikke noget klynkeri at finde i bogen. Sorgen er malet op i et nøgternt lys med det skrøbelige og sarte sind som lærred. Og Langballes måde at anskue sorgen på er så inderlig og ægte, at man som læser virkelig lever sig ind i hendes proces. 

Hanne Højgaard Viemose: Hhv Frshwn, Gyldendal , udgivet 2019

Dansk autofiktion når det er bedst. Hhv Frshwn er en vild roman, der stritter ud til mange sider. Den er febrilsk, usentimental og virkelig morsom på en tragikomisk måde. Vi følger Hanne, som bor med sine to sønner i et kollektiv, vi møder den psykotiske ægtemand fra Island og stalkeren Henning. Blandt andet. Det er ikke nogen kronologisk fortælling, den er lige så hidsig i sin opbygning, som jeg forestiller mig Hannes temperament er det. Og dette er ment på den allermest positive måde. Viemose har en evne til at skildre situationer og opbygge dialoger, så man skralder af grin eller tager sig til hovedet. Det er lidt akavet i bussen. Bare læs den! 

Cecilie Lind: Mit barn, Gyldendal, udgivet 2019

I langdigtet ”Mit barn” følger vi digterjeg’et, der føder et barn og går på barsel. Det er et angstridt af store følelser om det at blive mor, men der er også håbefulde lysglimt i mørket. Læs min anmeldelse af ”Mit barn” her.

De oversatte:

Sara Stridsberg: Kærlighedens antarktis, Grif, udgivet 2019

Da jeg læste Sara Stridsberg’s ”Drømmefakultetet” sidste år, som hun modtog Nordisk Råds litteraturpris for i 2007 (Drömfakultetet) hungrede jeg virkelig efter mere fra denne forfatter, så ”Kærlighedens antarktis” var en kæmpe forløsning, da den udkom. 

Historiens fortæller er den myrdede kvinde Inni, der beskriver mordet af sig selv. Hele tiden trækkes vi tilbage til dødsøjeblikket, og det bliver en fragmenteret fortælling imellem døden, barndommen i en misbrugsfamilie og livet som voksen narkoman og prostitueret. Romanen handler om et liv på kanten, om den unge Inni, der tidligt må stå på egne ben efter broderens død, om kærligheden og den ubærlige sorg. Stridsberg formår at få alle de voldsomme temaer til at fremstå i et poetisk lys, da hendes sprog er så malerisk.  

Jevgenij Zamjatin: VI, Forlaget Kosmos, udgivet 2017

Dystopisk roman om Enhedsstaten i en ukendt fremtid og dens altoverskyggende kontrol med mennesket. Skrevet i kølvandet på den russiske revolution og er den afdøde forfatter Jevgenij Zamjatin’s fremtidsudsigter for den socialistiske stat. Vi følger nummer D-503 (alle mennesker har numre i Enhedsstaten, ikke navne) i en art dagbogsoptegnelse i dagligdagen i den ultimativt kontrollerede stat. Et must-read, hvis man er til sci-fi, men ellers også et virkelig interessant tankeeksperiment, og meget velskrevet. George Orwell’s ”1984” er inspireret heraf.  

Sharnush Parsipir: Kvinder uden mænd, Gyldendal, udgivet 2019

Denne udkom i Gyldendals SKALA-serie for genopdagede mesterværker fra det 20. århundrede.

Vi følger fem vidt forskellige kvinder fra 1950’ernes Iran, hvis historie vikles ind i hinandens. Det er historien om undertrykkelse, oprør, drømme, håb, kærlighed og frihed i et mandsdomineret samfund. En bog med magiske elementer og enkelt sprog, der litterært ikke er til at putte i en kasse, da den ikke minder om noget andet, jeg har læst. Modig og drømmende. Og nu endelig på dansk!

Hvilke læseoplevelser har været dine bedste i 2019? Tip os andre i kommentarfeltet.

Anmeldelse: Kan man blive mor, uden at blive (midlertidigt) sindssyg?

Titel:   Mit barn.   Form:   Digt.   Forfatter:   Cecilie Lind.   Sider:   134.   Forlag:   Gyldendal.   Udgivelsesår:   2019.

I langdigtet ”Mit barn” af Cecilie Lind (f. 1991) bliver læseren kastet direkte ind i en fødsel med alt, hvad det indebærer af smerte, frustrationer og forløsning. Voldsomheden og kaosset man som læser føler ved denne in medias res intro, understreger det indre kaos og de ambivalente følelser, man som fødende oplever. Der er anvendt versaler og lort og blod, og det hele går op i en højere enhed. Lind kan noget med stemninger og gengiver disse fremragende, særligt ved denne start, men generelt gennem hele digtet formår hun at sætte spot på de helt egenartede følelser, der nogle gange virker som om, at de har sit eget liv uden for kroppen. Det er Lind’s evne til at adskille følelse og materie (her kroppen), der giver digtet den her sindssyge febrilskhed, at man som læser til tider føler, at man svæver uden for sig selv. Jeg vil gerne give i indblik i dette kaos og citerer derfor digtets start:

” jeg truer med at slå mig selv ihjel

i håbet om et kejserfødt barn

epiduralblokade

PLEASE

skriger jeg 

men 

ingen lytter, og med al vilje jeg kan mønstre gør jeg mit arbejde

og presser

fuldstændig uhæmmet

tre pres per presseve

råber mine smukke, unge fødselsjordemoder (jeg elsker hende stadig)

hjertet og endetarmen brister

lort og blod

og et spædbarns hoved titter frem

en hånd at knuge og iltmasken jeg verfer bort fordi jeg tror de vil

forgive mig med lattergas

jeg drejer mit hoved mod venstre og jeg ser et barn

der er mit

hjertets hysteri i fuldt flor”.

Digtets jeg truer altså med at begå selvmord på grund af smerten, der hvor kroppen fuldstændig har taget styringen med sine urkræfter. Som læser ved man ikke, om det er noget digterjeg’et har truet med før, men der er ingen tvivl om, at dette, fødslen, er digterjeg’ets prøvelse (sandsynligvis en ud af mange), og generelt den gravide kvindes prøvelse og lod i livet. At presse et spædbarn ud af sit skød. 

Digterjeg’et plæderer for et ’kejserfødt barn’, og lige til højrebenet er det naturligvis et håb om et kejsersnit for at undgå yderligere smerter, men måske er det ydermere simpelthen en forventning om, at der må komme en konge ud af smerterne, da det ellers ikke er til at bære. Barnet, der er skyld i så store smerter, er der store forventninger til.

I første omgang ser digterjeg’et ’et barn’, da hun drejer hovedet, altså noget, der er hende fremmed, indtil det efter et kort øjeblik, måske et splitsekund, går op for hende, at det lille menneske er hendes afkom. Måske derfor linjeskiftet mellem ’jeg ser et barn’ og ’ der er mit’. Igen denne tvedeling. Senere i digtet læser man, at barnet nærmest føles som en forlængelse af digterjeg’ets krop, og det symbiotiske forhold mellem mor og barn er fremtrædende. 

Lige så forfærdelige smerterne er, lige så hurtigt er de overstået, og forløsningen ved at se det nyfødte barn er enorm; ’hjertets hysteri i fuld flor’.   

Digtet er kronologisk i tid og foregår fra og med fødsel til barnet er cirka knap et år. Følelserne og stemningerne, der er beskrevet, minder meget om uligevægtighed, eller slet og ret er det, om den bølgende sindssyge, om psykosen, og digterjeg’et bliver da også presset helt derud, hvor hun må bede den elskede, som hun betegner barnets far, om en timeout, alenetid og føler sig sindssyg, men alligevel i sin rastløshed, træthed og afmagt ikke formår at bruge tiden konstruktivt på noget opbyggende. Billedet af denne mor, der ikke får børstet tænder, får sig et bad eller i det hele taget magter at være social, er et kærkomment opgør med perfekthedskulturen som mor på barsel og den noget negative betegnelse ’speltmødre’. Vi får et indblik i de gode dage, der måske handler om, at digterjeg’et har formået at holde barnet i live og have en nogenlunde tålelig dag, til de dårlige, hvor alt går i lort. Og det er virkelig befriende, og det er ærligt, især når man ved, at Lind selv er blevet mor for nylig (jeg ved ikke præcis hvornår, det er jo ikke en biografi). Der gøres op med, hvad man som kvinde skal kunne leve op til i rollen som mor, men i særdeleshed som menneske, hvad hun skal kunne udstå af prøvelser, for alle med små børn ved, at det er knokkelhårdt arbejde, og altså ikke altid lige så rosenrødt, som nogen måske gerne vil fremstille det. Jeg ser dog også en tendens i litteraturen, hvor der gøres op med dette perfekte kvindeideal, og det er virkelig en kæmpe lettelse som kvinde, og særligt som mor.

Faderen fremstår som en loyal klippe, der ikke kan rokkes ved, hverken hans følelser eller selvbillede, uanset hvor meget digterjeg’et skubber ham væk, raser imod ham og stort set indirekte trygler om en lussing. Men han forbliver rolig, kærlig og nærværende, og det samspil, og den rolle den elskede har i digtet, er meget fint og kærkomment i såkaldt ”morlitteratur”. Han bliver netop ikke sat ud af spil, tværtimod virker han styrket og empowered, og på den måde kan man sige, at det måske er redningen på deres forhold. Alle småbørnsforældre er pressede og skændes, mange bliver skilt, men her tror jeg alligevel parforholdet har en chance, idet faderen ikke indgår som en tredjepart, der er kørt ud på et sidespor. Den dynamik, der beskrives mellem parret er egentlig ret modent, på trods af digterjeg’ets selvlede og derved forsøg på at afskærme sig fra kærlighed. 

Selvlede, eller en egentlig spiseforstyrrelse, og måske endda selvskade, er et andet spor, der går igen gennem digtet. (Det var derfor jeg bragte det op tidligere, at digterjeg’et måske før har truet med selvmord). Kroppen som et hylster, der skal være smukt, meget slankt, bliver tykkere forstår man, og det har digterjeg’et det meget ambivalent med. På den ene side vil hun ikke være tyk, på den anden side vil hun gerne videregive et sundt selvbillede til sit barn, og den kamp foregår i hele digtet med stor fokus på skam, på kroppen som mademaskine. Brysterne som barnets overlevelseslemmer er angstprovokerende, volumiøse, ømme og mælkespændte. Men det er ikke kun sort, der er også glæden ved det lille barn, digterjeg’et har groet i sit underliv og givet liv til, at se det vokse og udvikle sig, at se det få en selvstændig vilje og noget, der minder om en personlighed.

Slutteligt vil jeg bemærke, at dette værk er et af de værker, der har gjort størst indtryk på mig i mit læseår, måske fordi jeg selv er mor og har oplevet psykisk sårbarhed, eller bare fordi, det simpelthen slet og ret er fabelagtig litteratur. 

Digtsamlingen kan købes hos forlaget her.

Design a site like this with WordPress.com
Get started