Titel: Afstande over vand. Form: Roman. Forfatter: Jens Peter Kaj Jensen. Sider: 365 Forlag: Ekbátana. Udgivelsesår: 2020.
Jens Peter Kaj Jensen har blik for det interpersonelle og karakteropbygning. I denne hans fjerde roman, med det skrevne ord som erfaring både udi litteraturfilosofi, lyrik, børnebog, essay, filosofi mv., demonstrerer han på overbevisende vis, at han nok først og fremmest er romanforfatter. Og hvilken en!
”Afstande over vand” er en af den slags romaner, der vil komme til at sætte sine spor i sin læser, et meget fint og poetisk aftryk. Historien fungerer bare, karaktererne har dybde og autencitet, og så er miljøbeskrivelserne meget sanselige og smukke.
Tom, som er historiens protagonist, er en forretningsmand, der er vendt tilbage til Danmark og sin gamle hensygnende fødeby Lille Fuglede, efter at have boet en årrække med familien i Boston, et egentligt udmærket og succesfuldt liv med kone og to børn. Men noget trækker i Tom. Han har en ambitiøs plan om, at bygge Lille Fuglede, og byerne heromkring, op fra bunden, og gøre det til en attraktiv, grøn og kulturel egn for kunstnere og deres børn. Problemet er bare, at hans kone Tina og deres to børn, bor på den anden side af oceanet. Men Tom lærer at leve med afsavnet og realiserer til en vis grad sin idealistiske drøm.
Det, der gør ”Afstande over vand” til en eminent læseoplevelse, bygger på flere aspekter. For det første er sproget ret poetisk og sansende. Bare da jeg læste starten på romanen, var jeg solgt:
”Skulle man med en ugunstig understrøm, klamrende sig til sin brodne planke, drive ind fra Kattegat mod Sjællands vestkyst, ville man bjerge sine tunge lemmer i land ved Bjerge Sønderstrand, og man ville finde Søndervang, som ellers ubemærket lirker kystlinjen op og åbner ind mod en sært hengemt egn, hvor toget ikke har kørt siden kommunalreformen.
Man ville tømme skoene, slå vandet af sig, smage på den salte hud og håndrodsknoglen og sjoske ind ad den hullede kommunevej, hvor to personbiler umuligt kan passere hinanden uden at slå sidespejlene ind”.
Så er vi ligesom i gang, og Jensen har solgt præmissen til sin læser. Og sat barren højt. Jeg kan huske, jeg under læsningen tænkte, om forfatteren mon kunne holde denne kadence, og det kan han. På flere måder minder han mig i sin skrivestil om Kristian Bang Foss, især udmyntningen og opbygning af romanen og karaktererne, da der er et vældigt persongalleri, men ikke en karakter for meget. Men faktisk vil jeg sige, at ”Afstande over vand” er mere gennemført og helstøbt udformet, end f.eks. ”Frank vender hjem”. Karaktererne i ”Afstande over vand” er på en måde mere troværdige, og selvom der i bogen indgår originaler, er de knap så karikerede. Faktisk slet ikke. Ud over karaktererne, er lighedspunkterne med ”Frank vender hjem”, en slags voksenalderens ”coming-of-age”-roman. Heri ligger ikke en udvikling fra ung til voksen, men en udvikling i personligheden, der bliver afgørende for protagonisten, der må forholde sig hertil og handle, som ofte benævnes udviklingsroman.
For det andet er de temaer, bogen behandler, vedkommende og almengyldige. Temaet: de ofre, idealisten må bringe, må være et af de væsentligste. Altså Tom, der ofrer sit ægteskab og forlader sine børn for at opnå en idealistisk drøm. Eller er det bare egoisme? Det er den evige diskussion. Ægteskab vs. singleliv er ligeledes et tema, der fylder i romanen. Måske ikke så meget ægteskabet som institution, men mere som den tætte relation imellem partnere, og de dynamikker, der indgår i et partnerskab. Svigt, voldtægt, indespist kultur, skam, økologi og begær er blot nogle af de temaer, der indgår i romanen.
For det tredje er Jensen formidabel til at opbygge det relationelle imellem karakterne, og jeg tror, det er derfor, de virker så helt igennem autentiske, samtidig med, at de er mangefacetterede og komplekse og handler, som mennesker nu engang gør, ud fra motiver, der måske ikke altid er åbenlyse for andre.
For det fjerde er Jensen skarp, når det handler om at sætte ord på komplekse følelser, som f.eks. i nedenstående citat:
”De første år som far så han ind i sig selv, når han kiggede Kirk i øjnene. Det var først i det øjeblik, han tænkte over det, først når han rev sig løs fra denne umiddelbare forførelse, han vidste, at han havde forvekslet sin egen bevidsthed med Kirks, men allerede få år senere måtte Tom forlige sig med, at Kirk aldrig ville komme til at kende hans tanker og følelser som sine egne, ligesom han aldrig skulle komme til at kende drengens til bunds. Denne tavse erkendelse gjorde ham hver gang uendeligt ensom og fyldte ham med en dyb trang til at synke tilbage til den mere naive tilstand, den ubevidste forening med drengens blik. Den følelse af fuldkommen sammensmeltning kunne pludselig igen opstå ud af intet, men i stadig kortere og kortere øjeblikke, og han kunne ikke tænke den frem. Alligevel har den indbildte horisontsammensmeltning fortalt ham noget om ham selv, som står ved magt. Kirks øjne har hjulpet ham til bedre at huske sig selv; nu ved han, at de svigt, han ryster af sig som voksen, er de samme som dem, man mærker som barn. Blot har voksne ladet sig hærde gennem den lange række af svigt”.
Jeg kan fuldstændig genkende og leve mig ind i denne ensomhed, man som forælder føler, når man indser, at man ikke har fælles bevidsthed med sit barn. Det er virkelig ovenud godt beskrevet. Og sådan er der mange guldkorn i romanen. Små aha-oplevelser og pråse, der går op for en.
Betegnelsen dannelsesroman popper op i min bevidsthed, når jeg læser ”Afstande over vand”, selvom dannelsen af Tom sker langt senere i livet, end for de fleste andre dannelsesromaners hovedpersoner. I virkeligheden vil jeg betegne romanen som en slags genrehybrid imellem ”coming-of-age”-romanen, dannelsesromanen og en poetisk konstellation af lyrisk skønhed. Det er virkelig godt håndværk, og jeg håber, bogen når ud til mange læsere. Herfra skal der i hvert fald lyde en opfordring til at få den læst. Well done, Jensen.
bookhaul.home.blog 