// Anmeldelse: Den skrøbelige digter //

Titel:   Jeg slår dagene ned.   Form:   Digtsamling.   Forfatter:   Villads Eryaki.   Sider:   135.   Forlag:   Det Poetiske Bureaus Forlag.   Udgivelsesår:   2019.

Den unge debutant Villads Eryaki (f.1997) har med ”Jeg slår dagene ned” begået en overbevisende og meget smuk digtsamling, der efterlader læseren eftertænksom, undrende og fuld af medfølelse. 

Digtsamlingen er et forløb, som den unge jeg-fortæller gennemgår. Der er et ”før katastrofen”, ”katastrofen” og tiden efter, og så da jeg-fortælleren er kommet mere eller mindre hel ud på den anden side. I hvert fald er han styrket i troen på sig selv, eller sådan virker det.

Katastrofen indtræffer, da jeg-fortælleren er til digtoplæsning med den store digter Peter Laugesen (f.1942) og alle dem, der er noget ved musikken, eller skulle jeg sige litteraturen. Jeg-fortælleren kommer til at grine på et tidspunkt, hvor det ikke er tiltænkt, hvorefter mastodonten, forlæggeren og forfatteren Asger Schnack (f. 1949) sender ham et misbilligende blik. Det blik kommer til at præge jeg-fortælleren, og sender ham ned i et mørke af ruminerende og angstfyldte tanker, han ikke kan undslippe. 

Jeg vil citere et digt fra ”før katastrofen”, da jeg-fortælleren allerede der har en vis skrøbelighed og eftertænksom tankevirksomhed:

” I DAG

jeg har ikke altid været den

der ikke vidste, hvor og hvordan

jeg har været gammel engang

gammel og vis

da jeg var barn vidste jeg langt mere

end jeg gør nu

jeg kommer aldrig til at vide

hvad jeg vidste dengang

jeg behøvede ikke at

se mig for

jeg vidste

eller at tænke

før jeg talte

jeg vidste

eller at være bange

for jeg vidste

nu ved jeg ikke noget

mere

jeg er alt for ung nu

da jeg var barn

var jeg gammel

nerveenderne er ikke

vokset ordentligt sammen

de er for lige

og parallelle

der er jo ingen

der ikke har det 

sådan i dag”   

Det er virkelig så fint et digt, fordi det illustrerer barnets umiddelbarhed og fornemmelse for verden. Og så synes jeg, det er utroligt smukt. Der ligger en stor sorg i digtet, i at have mistet noget, en evne til at være til i verden på og føle en form for samhørighed med den og en slags ligetilhed. Eryaki romantiserer det med at være barn, og måske med rette. Jeg kan i hvert fald nikke genkendende til den følelse af indsigt, jeg havde som barn, som måske er blevet forpurret og kompliceret af at vokse op og blive teenager og ung kvinde. Og så referencen til hjernen med nerveenderne, der ikke er vokset ordentlig sammen, er spot on, da en teenagehjerne med hormoner og deslige mildest talt ikke er i harmoni. Og så er der måske også en skjult reference til Sokrates om, at jeg-fortælleren ved, at han intet ved, en slags indsigt med det at vokse op og den tiltagende modenhed. Eryaki slutter digtet af med: ”der er jo ingen der har det sådan i dag”, og det kan virke provokerende og indskrænket, men måske også en stikpille til folk, der mener at vide alt i verden (måske folk i den litterære verden, hvem ved).

Videre inde i digtsamlingen kommer digtet ”LATTER”, som er et af samlingens kardinalpunkter, da det er her, katastrofen indtræffer. Jeg citerer ikke hele digtet, men derfra, hvor jeg-fortælleren ligesom ansporer et usikkert terræn og en art fremmedgørelse overfor den litterære hårde kerne:

” (…) jeg har endnu ikke

dechiffreret deres mønster

deres udsagn

det var ikke min mening

signe, peter, david, olivia,

amalie, gerda, robert, christel,

nikolaj, caspar, klaus, henrik, olga,

mette, marianne, morten,

liv, jønke, asta, asta og asta

at hyænele

men elastikken sprang

og langs med vandet

løb en rotte frit

uden viden om

at den var hundset

undvigelagt for had

afskyet og skyet

som fluer, som fluer

intet er som før

kan ikke artikulere

kun artikule

ad ordenes egen bestemmelse

ikke jeres

derfor lo jeg

derfor lo jeg

derfor lo jeg

jeg er

helt alene bag de andre

bagest i rækken af nakker

fra øre til øre

lo min mund

kunne ikke holde det

inde

plop

kom det ud

isnede gjorde jeg

fra isse til fod

det isnede i mig

da latteren

da latteren

undskyld latteren

aldrig mere latter

nogle gange latter

når latter latter vil

vil latter atter latter

mine undvigebaner

er lagt ”.

Og et citat fra digtet umiddelbart efter ”LATTER”, ”TOM”:

” (…) jeg vidste ikke

asger

jeg vidste det ikke

derfor lo jeg

fordi jeg ikke vidste

som du og de andre

tilgiv mig

jeg ville bare høre til (…)”

Det mest tragiske ved disse digte er nok det ringe selvværd, jeg-fortælleren har, der gør, at han styrer direkte mod afgrunden efter et blik. Men man skal forstå det skrøbelig sind for at forstå den tilintetgørelse, der ligger i en afvisning, og det ikke at passe ind i konteksten og fællesskabet. For jeg-fortælleren kunne Schnack lige så vel have sagt: ”Vi kan ikke lide dig, du er ikke velkommen her”, og det er måske kun en hyperanalytisk digterhjerne, der kan forstå det, men ikke desto mindre er det den virkelighed, Eryaki har og fortolker, og derfor er den sand. Og det skal den også anerkendes som. Det er en digter i eksistentiel krise, hvor dette blik er den sidste dråbe. Man kan så tale om proportioner, jovel, men smerten og følelsen af at være udstødt, kan man ikke tage fra ham. 

Efter at have kommet sig over nedværdigelsen og afvisningen som ”værdig”, bliver digter-jeg’et vred på Schnack, og synes, han er ond med sit tilintetgørende blik, og dernæst sammenligner han sin egen latter med litteraturkritikeren Lars Bukdahl’s (f. 1968), da denne også lo, men her var Schnack’s blik mest undrende og åbent, hvorved digter-jeg’et tolker, at man skal gøre sig fortjent til den upassende latter i de litterære kredse, der for ham at se viser et form for hierarki indenfor litteraturverdenen i forhold til anseelse. Det var i hvert fald sådan, det blev oplevet. 

Efter katastrofen kommer Signe ind i billedet, og hun mildner digter-jeg’et. Og her viser Eryaki virkelig, at han er en stor digter. Det kan godt være, han føler, at han ikke længere ved noget som voksen, og ikke er vis, men digtene vidner om en enorm livskloghed og indsigt, der med den unge alder kun er de færreste forundt. 

I min optik sætter digtsamlingen ”Jeg slår dagene ned” nye standarder inden for digterkunst i forhold til alder og debutanter, og jeg glæder mig usigeligt meget til at følge Eryaki’s forfatterskab, for jeg tror, det bliver stort og smukt. Og en opfordring skal hermed lyde til Asger Schnack, tag og læs digtsamlingen! Og ja, alle andre bør også læse den. Det er altså stor digterkunst. Og til Villads Eryaki vil jeg sige: Jeg håber, du har det bedre. Jeg håber, du formår ikke at tage livet så tungt fremadrettet. Tak for digtene.   

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

Create your website at WordPress.com
Get started
%d bloggers like this: