// Anmeldelse: Lolita-komplekser //

Titel:   Rosenreglen.   Form:   Roman.   Forfatter:   Liv Nimand Duvå.   Sider:   270.   Forlag:   Gyldendal.  Udgivelsesår:   2019.

Romanen ”Rosenreglen” af Liv Nimand Duvå (f. 1987) tegner et portræt af en ung kvinde, der er i færd med at finde sin egen identitet, og hvordan en overgrebsrelation er med til at lave dybe sår i den i forvejen skrøbelige pige. Romanen har to spor. Et spor, der foregår i 2013, hvor den unge pige er blevet voksen og bor i kollektiv i et gammelt hus på landet, og et spor, der foregår i 1999, hvor den unge pige er 13 år. Sporene er forskellige i fortælleform. Sporet fra 2013 er fortalt i jeg-form, 1999-sporet i du-form. Skiftet i fortælleformen studsede jeg over, men jo længere man som læser kommer ind i romanen, jo mere giver det mening. Det virker som om, kvinden føler sig fremmedgjort overfor de oplevelser, der er hændt hende i teenageårene, selvom de har været formgivende, og den afstand fornemmer man rigtig godt ved denne distingvering af ’du’ og ’jeg’. Måske er det også en måde at give en generation en stemme på, os der voksede op i 90’erne, der hvor den unge kvinde virkelig blev dyrket, blandt andet i form af musikvideoernes komme og sexificeringen af ungdommen. Det er naturligvis set før i historien, i litteraturen eksempelvis i Nabokov’s ”Lolita”, der går hele vejen i fremstillingen af begær over for yngre kvinder, eller skulle jeg sige piger. 

Temaet krop, og et ambivalent forhold til den, fylder i det hele taget meget i romanen. Som her i efterfølgende citat:

”I Oprah hørte du engang en skuespiller fortælle, at der, når man står med ret ryg og samlede ben, skal være så meget luft imellem lårene, at man kan føre en hånd ind imellem dem. Hånden skal møde ren luft, ikke fedt og slap hud, der svulmer. Oprah kiggede ned på sine egne lår og lavede en grimasse, for det var ikke muligt at føre noget som helst ind imellem dem. Publikum grinte, de slog sig på lårene, åndede lette op. Selv griner du ikke, men får kvalme, når du mærker fedtet. Du vil ikke være som Oprah, vil ikke være nogens comic relief. Men en dag, tænker du, en dag vil du blive fri, så skal der ikke være mere fedt imellem lårene, så vil ingen nogensinde kunne glemme dig igen. Indtil da sørger du for at tvinge blikket væk fra de butiksruder og vinduespartier, du passerer, så alt det, der svulmer fra dig, lårene, der sejler mod hinanden, ballerne, der stikker uregerligt ud, når du går, ikke kastes tilbage ind mod dig igen.”

Således er temaet kropsskam og kropsvægring slået an, og det er et tema, der fylder meget i 1999-sporet. Den unge pige er lige kommet i puberteten, og kroppen ’svulmer’. Det har hun svært ved at forlige sig med, hvilket medfølger et forskruet selvbillede og et rådvildt sind. Hendes måde at tackle følelserne bliver i form af selvskade, at hun skærer sig, og tænker meget over, hvad hun spiser. Man kan sige, at hun i den periode, hvor hun skulle blomstre og udforske sin seksualitet, gemmer sig af vejen og skammer sig, straffer sig selv og kroppen for at udvikle sig og blive kvindelig (menstruere mv.) og forlade de barnlige former samtidig med, at hun møder en person, der ser hende som et sexsymbol. Den diskrepans er en ambivalens i hende, da hun godt kan lide at føle sig begæret, men også er bange for at være ulækker og fremstå tyk for beskueren. Samtidig fastholdes hun i barnerollen af mormoren, hvor hun af moderen bliver svigtet på den måde, at hun i sin iver for at lade pigen få et andet liv end sit eget, tillader en ødelæggende relation på tomandshånd mellem den unge pige og en fotograf, der skal blive skelsættende for dennes selvbillede og videre udvikling. 

”Rosenreglen” handler også om at gå i opløsning, miste fodfæstet og blive psykotisk, om gamle sår, der springer op og væsker, og om hævn. Den unge kvinde fra 2013-sporet er flyttet i kollektiv i et gammelt hus. Hun er kunstner og arbejder på at færdiggøre et kunstprojekt, som tager udgangspunkt i overgrebsrelationen fra 1999-sporet, hvilket er linket imellem de to spor. Jo mere hun arbejder på projektet, jo mere der rippes op i gamle sår, jo mere kaotisk og virkelighedsfjern bliver hun. Jo mere galskab, des bedre kunst. Det leder til emnet galskaben i kunsten. Den gale kunstner. At skabe noget, der virker til at fjerne sig fra sig selv, men som nærmer sig kunst. Den evige diskussion om den gale/geniale kunstner. Selv under psykiatrisk indlæggelse arbejder kvinden på kunstprojektet. Skal man se kunst som forlængelse af galskaben? Bør man? Mange kunstnere, herunder forfattere, har igennem tiden haft psykiatriske lidelser, men var det på grund af galskaben, eller på trods heraf? Det kan man kun gisne om. 

Sproget i romanen er meget sansende og kropsligt, hvilket jeg tror er et bevidst greb fra forfatterens side, da det understøtter bogens tematik om krop og derivater heraf. Derudover er det poetisk med mange fine miljøbeskrivelser, uden at det kammer over. Det er som om bogen bliver en krop, og ordenes dens celler. Man kan kalde det et helstøbt værk i ordets bogstaveligste betydning. Arbejdet med formen tror jeg har fyldt meget hos Duvå, det virker meget bevidst, at romanen er splittet i de to spor, en personlighed med to spor, en fortid (”du”) og en nutid (”jeg), der hele tiden kører parløb og har en dynamisk vekselvirkning. Det bliver hermed også en almengyldig fortælling, da vi alle har en fortid og en nutid, og på den måde hæver romanen sig op over det navlebeskuende, selvom jeg personligt ikke har noget imod det navlebeskuende i romaner, men her bliver det mere en generel ligning, der kan handle om vores fælles historie som mennesker. Eller sådan kan man anskue det. 

Virkelig en fin læseoplevelse, som jeg klart vil anbefale andre at få, hvis de kan, for bogen er også barsk. Duvå er en interessant ny forfatter på den danske litteraturscene, som allerede har modtaget en pris, nemlig Munch-Christensens debutantpris for sin første roman ” Vi er vel helte” (2017). Jeg ser meget frem til at følge hendes forfatterskab fremover, da hendes skrivestil og emnefelt er right up my alley.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

Create your website with WordPress.com
Get started
%d bloggers like this: